legestue - børnehaver

 Tiltænkt forældre og ansatte i børnehaver.:

Jeg har oplevet to meget forskellige børnehaver, hvor store dele af pædagogikken er forskellig. Læs mere om det her under.

 FORORD

Min baggrund for at skrive denne hjemmeside er et par års studier, med det formål at blive pædagog. Af personlige grunde er jeg trådt ud af pædagoguddannelsen, men vil gerne dele min opsamlede faglige viden med andre på en seriøs måde. Bemærk, der er anført kildematerialer sidst på siden. Med venlig hilsen J

Børnehavepædagogik

 Indledning

Den indirekte årsag til denne opgaves tema er de væsentlige forandringer, som vores samfund er underlagt. De store skred i normer som sker er bl.a. beskrevet af samfundsforskeren Johs. Andersen. Han taler om : "Spisning i forbifarten."[i]  I denne forbindelse udgør måltidet ikke en social begivenhed, men dækker udelukkende fysiologiske behov. Det kan så være interessant at se på, om måltidet i en børnehave er en afspejling af samfundsudviklingen. Denne opgave skal i det væsentligste beskæftige sig med spisesituationer. Den bevæger sig indenfor området medbestemmelse/selvbestemmelse.

 Den moderne børnehaves rammer

Det ses meget klart, at mænd er med til at sætte præg på denne institution. Allerede inde på legepladsen ser man klatremuren, bålpladsen og klatretræer med reb i. I skuret står der, ud over mange slags køretøjer, mål til hockey eller fodbold, og måske er der en livlig kamp i gang ude på forpladsen.

I kælderen findes snedker- og maleværksted og rundt omkring ligger sværd og skydevåben i forskellige udgaver. Der er gymnastik rum med boksehandsker og boksebold og forskellige andre remedier. Indenfor er stuen med dukkekrog, der er tumle rum og vandpjaske rum, der findes fodboldspil og to computere til børnenes brug. På stuerne er der kun få møbler, fordi børnene leger på gulvet, og så bedre kan udfolde sig.

 Børnehavens pædagogik. Pædagogikken, som bl.a. går ud på, at vi ikke skælder ud, og hvis det er nødvendigt, så tager vi vedkommende til side imens.

Vi har så få regler som muligt! Der er en høj grad af medbestemmelse og selvforvaltning. Børnene må som hovedregel selv bestemme om de vil være inde eller ude, og hvornår de vil spise deres mad, og i hvilken rækkefølge. Dog støttes de børn, som har svært ved selv at administrere dette.

Der er megen fri leg, og ingen reel stueopdeling. Kun når der er samling kl. 14, kaldes børnene ind på stue 1 og stue 2.

Dokumentation er en vigtig del af hverdagen, aktiviteter fotograferes dagligt og billederne hænges op på opslagstavlen, så børnene kan vise forældrene, hvad de har lavet den dag. Børnene har også hver deres mappe på stuen med tegninger og billeder fra privatlivet og børnehaven. Dette er inspireret af Reggio Emilia pædagogikken.

På grund af de mange rum og legemuligheder kan forældrene ikke påregne at deres børn altid er overvåget af en voksen.

Alle slags legetøj er accepteret, også krigslegetøj. Børnene kan frit medbringe deres eget legetøj, men børnehaven påtager sig ikke ansvaret for det.

I denne type børnehave leger begge køn sammen, man oplever at, der er et forholdsvis lavt lydniveau og forholdsvis få konflikter.

 Problemstilling.

Problemformulering

Jeg har indenfor det sidste par år oplevet to meget forskellige børnehaver, hvor det man først får øje på er, at spisesituationen er forskellig, men det viser sig så at store dele af pædagogikken må være forskellig. I beskrivelsen af spisesituationen i den første gælder det, at her søges trygheden i det tilvante. I den anden institution oplever jeg så absolut tryghed, men her afprøves nye udfordringer næsten hver dag.

Min undren over forskellene har ført mig frem til spørgsmålet:

Når man altid har anset regelmæssige måltider for at være det sundeste og mest trygge, hvordan tør pædagoger og forældre i en børnehave så forlade dette princip?

Før, og når, det sker rejser sig straks en række nye spørgsmål:

Ved at indføre en fri spisesituation, skaffer man sig så ikke bare en række uforudsete problemer på halsen?

Kan børnene selv finde ud af det?

Vil det svække disciplinen, så alting roder, og/eller give mere uro?

  Værsgo' spis!

 "Plejer" er ikke død!

I mange børnehaver[iii] har man i alle årene lagt stor vægt på tryghed, og kunne ikke drømme om at ændre den fælles spisesituation, hvor pædagogerne er til stede, og kontrollerer at alle børn spiser deres madder. Det skal vel at mærke være i den rigtige rækkefølge, så det mest lækre må vente til sidst.

Vi kender vel alle situationen; kl. 11³⁰  kaldes: "Rød stue til madpakker - gul stue til ...". -  Hver især skal afbryde legen og gå til sin stue. Dem man har leget med fra den anden stue kan ikke gå med, så fællesskabet kan fortsætte.

Børnene vælter ind og alle skal først vaske hænder, hvilket giver en del masen og uenighed.

En voksen fra hver stue placeres på badeværelserne, og de får, efter en del skælden ud, fordelt sol og vind lige. Alle får vasket og tørret deres hænder, mens kimen til nogle uvenskaber lægges.

Inde på stuen er stuepædagogen placeret. Hun tager imod børnene og får dem placeret ved bordet. Hun bestemmer hvor! - Mens nogle af børnene gør vrøvl over hendes valg af sidekammerater. Pædagogen står fast, og det lykkes at få nogenlunde ro.

Næste skridt er, at alle uden undtagelse udpakker hele deres madpakke på den tildelte tallerken. Det sker under forskellige udbrud som: "Ad, min mor ved godt, at jeg ikke kan lide..."  " Hvorfor er der ikke....."  "Nu skubber du igen din ...."   "Hvor er du bare heldig" "Jeg gider ikke ....."

Herefter sættes alle madkasser tilside.

Efter nogen tyssen bliver der nogenlunde madro, og de fleste børn begynder at spise, men nogle er ikke sultne. De får så at vide, at de bare kan blive siddende til de har spist.

I mange situationer hjælper det blot ikke at lokke eller true børn til at spise, de kan miste appetitten, så de ikke kan få en bid ned, og hvem har så vundet?[iv]

I mange tilfælde skyndes der på børnene, for at få flest mulige til at blive færdige hurtigt, både af hensyn til sovebørnene og fordi pauserne venter de voksne. De hurtigste børn skal dog blive pænt siddende på deres pladser til en voksen er færdig og kan gå med ud.

Under måltidet er der nogle børn, som ikke kan sidde "ordentligt", de får så ekstra påtaler fra de voksne.

Mange af børnene kommer fra hjem hvor man sidder tre mennesker omkring et sekspersoners spisebord, og synes derfor at de næsten ingen plads har ved børnehavens bord, det får dem nemt til at bruge albuerne, for at få lidt råderum. Så lyder det fra begge sider: "Han skubber!"

At chokolademadden skal gemmes til sidst kan være ubærligt for en treårig, som sniger sig til at tage en bid. Den efterfølgende irettesættelse får barnet til at græde, hvilket generelt trykker stemningen i lokalet. Til sidst tager en velmenende voksen måske barnet op på skødet,  for at trøste det, og give det en forklaring, som ikke forstås af barnet.

Efter spisningen skal alle ud at lege, så de voksne kan få deres nu hårdt tiltrængte pause inden de næste slag skal slås, nemlig samling og frugt kl.14³⁰.

 Mange pædagogstuderende har, overfor mig, bekræftet, at det stadigvæk er sådan i mange institutioner rundt om i Nordjylland.

 I bladet BØRN & UNGE nr. 13 d.å. (2001) skriver en pædagog, Jytte Jørgensen (med 20 års erfaring), i et læserbrev: "De forløsende ord i pædagogikkens verden har de sidste år været medbestemmelse og selvbestemmelse. Det er de færreste, der har kunnet og turdet argumentere mod disse fine ord........"  Ud fra hendes lange læserbrev tolker jeg, at hun er tilhænger af den fælles spisesituation.

 Hvem er: "Plejer"?

I den moderne børnehave er pædagogerne ikke altid til stede, når børnene spiser deres madder. Det skal vel at mærke ikke være i bestemt rækkefølge, sådan så det mest lækre må vente til sidst. Her er det forældrenes ansvar, hvad er i madpakken. Kun i ekstreme tilfælde vil pædagogerne tage en snak med forældrene om indholdet.

Børnene skal ikke afbryde legen og gå til hver sin stue. Dem man har leget med fra den anden stue kan gå med, så fællesskabet kan fortsætte under og efter spisningen. Så sætter man sig i køkkenet eller på en af stuerne. Er der ikke lige plads ved et bord eller har man lyst så kan man sidde i vindueskarmen i køkkenet eller på gulvet i stuen.

Der lægges ikke så stor vægt på om alle får vasket hænder før de spiser. Når vi er i skoven eller ude ved fjorden, vasker vi jo heller ikke hænder før vi spiser, og der kan vi godt blive ret beskidte. Kampene på badeværelset eksisterer ikke, og  kimen til nogle uvenskaber undgås.

Børnene vælger selv deres sidekammerater, når de vil spise, og kan flytte sig hvis selskabet ikke behager dem. Jeg har dog ikke observeret det sidste, tvært imod synes jeg de er søde til at gøre plads for hinanden.

Ingen skal udpakke hele deres madpakke på den tildelte tallerken. Der deles slet ikke tallerkener ud. Ingen dirigere normalt måltidet, som foregår i en hyggelig atmosfære med megen snakken. Børnene spiser efter hvor sultne de er, og hvornår de er. Så sættes resten ind i køleskabet, og legen fortsættes eller genoptages.

Medbestemmelse træder her i kraft, når børnene kan lytte til kroppens signaler, og alligevel kan være i deres leg, samtidigt med at de spiser.

Der skyndes normalt ikke på børnene, for at få dem til at blive færdige hurtigt, og de kan gå ud, eller blive inde som de vil. Der skal ikke være en voksen med ude, og tidstyranniet er borte. Her kræves heller ikke overholdelse af bestemte bordskikke, men man rydder selv op efter sig. Går tingene over gevind vil der altid være mulighed for at involvere en voksen.

Der er "fri bar", børnene kan gå ud i køkkenet og få vand, skummetmælk eller letmælk efter eget ønske. Nogle gange er der også saftevand.

Det sker at nogle børn har brug for støtte, så de får spist tilstrækkeligt. Den støtte får børnene så, som regel efter aftale med hjemmet. Det hænder måske også, at et barn spiser en mad af bar kedsomhed, men jeg har ikke set nogen forbindelse til overvægtige børn. Endelig kan madkassen repræsentere en vis form for tryghed, den er noget man har med hjemmefra. Dette gælder især for nye børn.

 Omstilling

Hvorfor omstilling?

Omstillinger i daginstitutionssystemet ser jeg som betinget af udviklingen i det øvrige samfund. I min barndom (i 50'erne)[v] havde vi endnu industrisamfundet som ideal. Her gjaldt endnu idealer som lystring, tilpasning og nøjsomhed. Samfundet i dag har bevæget sig væk fra disse idealer, så det i dag mere lyder som kompetencer, analyseevner og selvrealisation. Dette resultere over tid i en ganske anden pædagogik, og vil nødvendigvis skabe en løbende udvikling. Denne udvikling foregår ofte trinvis, som når medbestemmelse omkring spisesituationen, eller i al almindelighed, indføres. I det følgende vil jeg se på hvordan.

 Hvad med børnenes ønsker?

Den forandring som en omstilling til medbestemmelse giver, vil altid give anledning til diskussioner, fordi man nu forlader et trygt og kendt system, og begiver sig ud på et ukendt område.

I børnehaven Regnbuen i Aalborg fandt forandringen sted på baggrund af en rapport udarbejdet i 1995 efter interviews med børnene. Jeg citerer fra delkonklusionen nederst side 16:

Den sidste ting der er vigtig at få med i delkonklusionen er, at børnene i denne alder selv giver udtryk for, at de er utilfredse med de betingelser vi spiser under. De viser i interviewene, at de er modne til selv at bestemme, hvornår og hvor de vil spise, da de jo kommer med gode bud herpå. Vi mener det er vigtigt at give de 5-6 årige lov til at bestemme selv, da vi tror det vil skabe en meget mere behagelig atmosfære for både store børn, små børn og voksne. Endvidere er det en nem løsning på "spiseproblemet", da det ikke kræver noget ekstra arbejde af de voksne, men bare kræver, at vi ikke afbryder børnene når de leger, men i stedet fortæller dem at de kan spise når de har tid."

I denne institution har man altså lyttet til børnene først, og så taget konsekvenserne af svarene.

Voksenbekymringer

Selv om det viser sig, at de fleste børn godt kan lære at administrere deres egen madpakke, går der en proces forud, før de får lov.

I denne proces indgår forældre og personale, med de bekymringer som de måtte have. Der kan være usikkerhed om, hvordan man kommer i gang. Måske  mangler motivationen eller viljen til forandringer, for man  synes, at det går godt nok. Andre steder mangler ressourcerne, men mange steder lykkes det, at indføre en form for medbestemmelse.

Jeg vil gerne her citere fra en af de rapporter, som jeg har læst om emnet:

"I de projektinstitutioner, der har ændret måltidet fra at være model "alle-spiser-på-samme-tid" til model "børnene-spiser-når-de-er-sultne", har mange forældre stillet spørgsmålstegn ved, om dét nu også kunne være rigtigt... "Får børnene så nok at spise?" Når man tolker det forældreudsagn derhen, at forældrene måske i virkeligheden siger "Får MIT barn nu også omsorg nok?",..."

 Rapporten fortsætter med en beskrivelse af vigtigheden af en dialog mellem forældre og personale. Forældrene vil ofte kunne bidrage med viden om "-både om eget barn og institutionens liv i almindelighed"

Når processen er gennemført, oplever man undertiden forældre, der som det første checker madkassen, når de henter deres barn. Det vil nok være svært, for ikke at sige umuligt, at opbygge al den tillid, som vi kunne ønske os børn og forældre imellem.

 Sidegevinster

I samme rapport optræder Børnehuset Skovbo i Værløse[vii], med følgende udsagn:

"I dag bestemmer børnene selv, hvornår de vil spise, hvornår de vil være ude, og hvem de vil lege med. Resultatet er, at børnene er blevet mere harmoniske og gladere. Det er vigtigt, at hvert enkelt individs selvbestemmelse bliver respekteret i stor stil. Det er dog ikke det samme som, at hvert enkelt barn bestemmer alting selv."

Det udtrykkes klart her over, at det ikke kun er gratis og arbejdsbesparende at skifte til en medbestemmelsespædagogik, men at børnene opnår væsentlige positive gevinster ved det. Efterfølgende beskrives den gamle model med disse ord: "Frokosten - en tikkende bombe". Og så følger et forløb, der svarer nøje til mit første eksempel i afsnittet "Plejer...".  

 Kvalitet

Kvalitet forbinder jeg med vurdering af et produkt. Hvis det er muligt, vil jeg gerne måle om den ovenfor omtalte omstilling nu også er en god idé. For at finde ud af det har jeg læst i Hobro kommunes rapport fra projekt: LIVSKVALITET I HOBRO KOMMUNES BØRNEHAVER. I Hobro kommune har man nemlig gennemført en større omstilling i børnehaverne indenfor de sidste år.

Jeg citerer her fra børnehaven  Farvervængets statusrapport:

"Når Farvervænget (...) går fra faste spisetider til fri madpakkespisning er det et eksempel på, hvordan det pædagogiske arbejde er skiftet fra et voksenperspektiv (...) til et børneperspektiv (...). Alle er nu mindre afhængige af klokken og har større muligheder for fordybelse i det, man er i gang med. Spisningen foregår stille, roligt og hyggeligt, uden at der skabes den lange række af konflikter, der opstod førhen, når børnenes og de voksnes lege og gøremål skulle afbrydes....."[viii]

 Rapporten er sammenstykket af udsagn fra flere forskellige børnehaver. Fælles for dem alle er, at ingen af dem kunne tænke sig at gå tilbage til den gamle ordning. Børnehaven Bloksbjerg skriver, at der er sket en "kvalitativ udvikling i personalets forståelse af den pædagogiske praksis og sammenhængen mellem teori og praksis."[ix]

Gennemgående synes der samstemmende i alle de nævnte institutioner, at være sket en udvikling, hvor kvalitetsbegrebet jævnligt anvendes som synonym for forbedringer.

 Afslutning

 Hvad er prisen?

Igennem opgaven har jeg påvist gevinstsiden ved en omstilling til en vis grad af medbestemmelse, men hvis man ser tingene i rent voksenperspektiv, så er der vel også en tabsside?

Den tætte kontrol med hvem der spiser hvad "går fløjten". Vi kan ikke altid forhindre, at børn bytter madder, eller spiser hinandens mad. Nogle kan også smide en hel eller halv madpakke væk, uden at vi opdager det. Antageligt sker det dog sjældent.

Det største minus, jeg kan få øje på, er muligheden for manglende håndhygiejne. Som tidligere beskrevet medfører friheden, at vi ikke kontrollerer om børnene faktisk vasker deres hænder, før de spiser. Hvilke konsekvenser det kan have, vil jeg ikke gisne om, idet jeg oplever, at den betydningen håndhygiejnen tillægges i nogen grad fremstår som en trossag.

 Evaluering

På grund af denne opgaves begrænsede omfang, har jeg ikke her medtaget eksempler på institutioner, hvor omstillingsprocessen er blevet opgivet eller sat i stå. (Der er i litteraturen givet eksempler herpå.) Dette har oftest været begrundet i manglende personaleressourcer.
 Efter at have prøvet to meget forskellige måder at gribe tingene an på, må mit skøn være, at der i selvforvaltning og medbestemmelse er indbygget større tilfredshed og tryghed for både børnene og de voksne, og dermed færre konflikter. Dette har jeg også underbygget med eksempler fra andre steder.
 Begrundelserne for forandring, har ikke "kun" været arbejdsbesparelser, men en varetagelse af børnenes tarv. I disse tilfælde for at udvikle børnene.
Ved at give børnene øgede kompetencer, gives de mulighed for individuelt at udvide deres handlefelter og øger deres selvfølelse. Herved fremmer vi vores lovbefalede[x] mål om at udvikle børnene.

"Kernen i hele projektet er jo, hvad mit barn skal kunne, hvilket samfund skal vi opdrage vores børn til." (fritidshjemmet Garvergården, Kbh.)[xi]

 Som samfundet ser ud i dag, skal børn lære at træffe valg og forvalte deres tilværelse selv, det lærer de ikke hvis vi bogstavelig talt serverer alt for dem, derfor tror jeg, det er en god ting, at de gennem hele deres barndom vænnes til at tage ansvar svarende til deres alderstrin og udvikling. Ansvar kan begynde med, at man selv administrerer sin madpakke.

 Perspektivering

Det er spændende at se hvilken retning/retninger vi vil bevæge os i fremover i samfundet. Vil det blive et forældrekrav, at pædagogerne skal gå mere på børnenes ønsker, eller har en voksen også lov til at sige fra? Skal en institution have høns og grøntsager, og belære om naturen? Bliver det et krav, at der sker en form for læring i børnehaven, så den fungerer som forskole? Kan vi skabe fremtidens kompetente borgere i kreative læringsrum? Er det politikerne, pengene, børnene eller pædagogerne, der skal bestemme? Hvor langt vil vi gå i vores bestræbelser på ligeværd? Hvis børnene bestemmer, skal vi voksne så holde vores pauser sammen med dem i et familiært milieu? - Kun et er sikkert: Fremtiden er begyndt, og en løbende omstilling er nødvendig.

 Kilder:

  td>