sclerose

”Når folk er glade er det deres egen skyld, for der er nok at være ked af,” sådan siger Storm P. i et af sine mange sentenser. ”Glæden” er vi selv skyld i, vi er ikke magtesløse marionetter i et stort spil. Vi er selv med til at bestemme, om vi vil have glæde i vort liv. Det er afhængigt af vor grundindstilling til livet. Ser jeg mig selv som et ”offer” for livets tilskikkelser og siger, at sådan skulle det nok være, og så sætter jeg mig ellers i hjørnet og bliver der. Eller ser jeg mig selv som ”medvirkende”, som aktiv deltager og prøver at få det bedste ud af tingene. Der er jo nok at være ked af!

Der er grunde nok til at blive modløse, når vi ser på verden omkring os og spørger måske, hvorfor er der så meget ondt i verden? Hvorfor så megen lidelse og uretfærdighed? Sådan spørger vi gang på gang. Vi sender vores ”hvorfor” til himlen og mon ikke Vorherres skuldre er brede nok til at bære den anklage, der ligger i vores spørgsmål.

Men hvorfor ikke for en gangs skyld vende det hele på hovedet og i stedet spørge: hvorfor der er så meget godt, så megen glæde, så meget smukt i verden? Hvor kommer det gode fra, hvor kommer glæden og det smukke fra? Hvorfra kommer det, der gør livet værd at leve?

”Sorrig og glæde de vandrer til hobe” de følges ad; men sorgen og modgangen kan ikke bære livet. Det er glæden, der bærer os, selv om vi for det meste er mere opmærksomme på det, der går os imod, det, der nedbryder. Men havde vi ikke livsglæden, glæden ved livet nedlagt i os som en underliggende grundtone, hvorledes skulle vi så kunne leve?

På en eller anden måde er det livsglæden, der hjælper os til at kunne sige, at livet er værd at leve. Livsglæden er det, der opretholder os hver eneste dag, og gør, at vi kan bære modgangen på trods. Vor himmelske skaber har lagt livsglæden ned i os, den holder os oppe, den er en gave til os – og så har vi vel kun at sige ”tak” også på de dage, hvor vi synes at vores ”tak” kun kan blive til et ”ak”.

David begyndte tit sine salmer med at klage sig overfor Gud og ender med at sige ham tak. Sådan er det, vender vi os mod Gud vil vi se, at vi har en himmelsk Gud og far, der har omsorg for os og vil hjælpe os til at se, at livet er værd at leve. Selvom vi kan føle det som håb mod håb, vil han være der og hjælpe os med at finde en udvej.

I løbet af min ”sclerose-karriere” har jeg mødt mange mennesker, med forskellige livssyn. Nogle taler hele tiden om, hvad de kunne engang, andre taler om, hvad de ikke kan, om hvor begrænsede de er i deres liv. På mange måder kan jeg godt følge dem at have en sygdom, som sklerose frarøver os noget af livet, men det er så vigtigt at spørge om, hvad er det, vi kan? Hvad gør mit liv værd at leve som scleroseramt? Vi skal have lov til at være ked af det, men ikke at blive stående ved det. Ikke bide sig fast i det og overbyde hinanden med de mest gruopvækkende sygdomshistorier. I stedet gælder det om at holde fast ved livsglæden, at der dog midt i det hele er noget, som er positivt.

Til tider kan jeg godt føle mig som tilskuer til livet, alt er bestemt ikke, som jeg havde håbet på, sådanne dage kan jeg let blive meget negativ og synes ikke, at mit liv er værd at leve, men hvor er det godt, at jeg har en tro på Jesus, der hjælper mig oven vande igen. I 2. Korinterbrev 10:5 står der, at vi skal gøre enhver tanke til en lydig slave i Kristus, og det gør, at jeg tvinger mig selv til at tænke Kristi tanker om mig. Det hjælper mig til at være glad for, hvad jeg er, har og kan, selvom det er begrænset i forhold til andre mennesker. Det gør også, at jeg kan glæde mig over de små fremskridt, jeg gør. Glæde mig over, at jeg kunne gå en flise længere i dag end i går – kunne svømme 100m længere i dag end sidst, jeg svømmede.

”Med lidt god vilje kan alt lade sig gøre”, plejer jeg at sige, men hvor er det rart, at der er mennesker til at hjælpe mig med det, der absolut ikke kan lade sig gøre for mig. Jeg glæder mig over dem, der kommer mig i møde med en hjælpende hånd. Når jeg siger ”tak for hjælpen”, siger de, at ”det var så lidt”, men for mig var det store ting, at de f.eks. hjalp mig med at tage mælk ud fra køleskabet i Brugen, eller rækker mig noget fra en hylde. Mit liv er værd at leve på grund af min familie og mine venner. Det er godt at føle, at der er nogen, der holder af mig og gerne vil være sammen med mig. For en syg som jeg, er det godt at have nogle at bære sygdommen sammen med. Jeg ved godt at største delen af min sygdom, må jeg selv bære. Det er jo MIN sclerose, men alligevel er det godt at have én eller flere, der er sammen med mig. Det betyder så utroligt meget, at der er nogle, jeg kan regne med, og som vil være der, når jeg har brug for dem.

At elske og holde af er det, der gør livet værd at leve. Ja, der er ikke noget, der er bedre end at blive mødt med et smil – et par øjne, der siger: Jeg ved noget godt om dig – livet er værd at leve, fordi jeg kender dig! Sommetider er mine venner også mit ”vikarierende” håb, et håb om at en dag vil det hele blive bedre igen. Det hjælper mig til at se fremad og opad.

Det er Johannes Møllehave, der i bogen ”Til trøst” citerer Kierkegaard: ”At fortvivle er at lukke sig inde i sig selv og lukke sig ude fra livet. At tro er er det modsatte: At opgive sin forskansning, at lukke sig op for det glade, det lykkelige, det gode. Fortvivlelsen siger: Der er intet godt i vente. Lad mig være. Der er ingen mulighed for mig. Troen siger: Der er kun det bedste at håbe. At tro er bestandigt at vente, det gode, det glade, det lykkelige.”

Troen og livsglæde, hjælper mig, så jeg igen lukker op for livet. Han, som har givet mig livet, har også lovet at hjælpe mig med at få det bedste ud af. Ja, han har endda lovet at give mig et liv i overflod.

”Du som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet, så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine tanker er den dybe sammenhæng”, (nr.184 v.7) det er mit ynglingsvers der hænger sammen med ét af mine ynglingskapitler, nemlig kapitlet om Vintræet i Johs. 15. Heri ser jeg den dybe sammenhæng i mit liv. Livsforbindelsen: ”Den, der bliver i mig og jeg i ham, han bærer megen frugt, for skilt fra mig, kan I slet intet gøre.” Det er at være rodfæstet og grundfæstet i ham. Jeg kan også kalde det, for hans nærvær, hvor jeg må vide mig omsluttet af ham, hvordan dagene ellers måtte være. Det er en hvilen i ham, hvor jeg ved, at han vil mig det allerbedste, så mit liv er værd at leve.

At være tæt forbundet med stammen er en stille hvilen i Gud, hvor jeg ved, at der er sørget for mig. Det betyder overgivelse til én, jeg kan overlade tingene til. Jeg kan slappe af, for der er sørget for mig. Jeg vil så gerne kontrollere og have check på tilværelsen, men forbindelsen med Kristus gør, at jeg ikke behøver at kontrollere og regne ud, hvordan, hvorledes og hvorfor, for Gud har fra evighed regnet det hele ud, og alt er i hans hænder. Denne stille hvilken i Gud er en bevidsthed om, at bag ved det hele er hans ømme, kærlige faderhænder, der leder mig ad den vej, han ønsker, jeg skal gå. Det eneste jeg skal, er at holde mig nær til ham, at forblive på stammen og elske ham.

Når jeg ser tilbage, ser jeg, hvordan vingårdsmanden har beskåret en værdifuld plante, og han har ikke kun skåret det bort, som var dødt og nytteløst, men også noget sundt og frugtbart. ”Hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt.” Til tider er det svært at opleve, at der er blevet skåret områder af mit liv bort. Sommetider føler jeg, at han har været så hensynsløs i sin beskæring, at jeg ikke længere kan være værdifuld i min tjeneste for ham. Men når jeg igen er kommet ud af mørket og har kunnet se bagved det sårede, kan jeg se, at min kærlige Far stadig er der. Jeg har følt hans kærlige hånd på mine skuldre, når han har sagt: ”Mit barn, jeg er lige her hos dig.”

Mit liv er værd at leve, fordi han er og bliver min dybe sammenhæng. Tænk, at jeg må findes i ham!