|
Om: Werner Dresfeldt
Lysets nådegave
Om Werner Dresfeldts billedunivers
Werner Dresfeldts malerier kan man kort karakterisere som naturinspireret abstraktion. Han maler ikke naturen og landskabet, som man ser det i et 1:1-forhold, men som man oplever det. Vel at mærke med farver og former, man genkender fra den ydre virkelighed i modsætning til den konkrete abstraktion, hvor formsproget er bevidst ikke-virkelighedshenvisende.
Vigtigere end disse formelle karakteristika er dog det faktum, at Werner Dresfeldt er en kunstner, for hvem det at lave kunst kan sammenlignes med selve verdens konstante skabelse og genskabelse. Lyder dette meget romantisk, er det fordi Werner Dresfeldt er en meget romantisk kunstner.
For ham er kunst et spørgsmål om bogstaveligt talt at skabe nye verdener på lærredet eller papiret. Hverken mere eller mindre. En alt-eller-intet holdning, hvor der ikke er plads til middelmådighed, uærlighed eller dekorativ leflen. Han lægger simpelthen hele sin sjæl i arbejdet.
I modsætning til andre kunstnere med det samme kompromisløse udgangspunkt, som ofte kan virke dystre, melankolske og direkte eskatologiske, synes Werner Dresfeldts billeder lyse og optimistiske. Noget, der utvivlsomt skyldes hans grundlæggende livsanskuelse. Skulle man således sætte et stykke musik til hans i forvejen meget musikalske kompositioner, ville der for undertegnede ikke være nogen tvivl: det velkendte tema fra Richard Strauss´ ”Also sprach Zarathustra”. I utallige af hans billeder ser vi en flimrende farvemæssig ursuppe, der pludselig som ved et lynnedslag bliver gennemtrængt af skabelsens materie. I dette maleriske ”Big Bang” vises selve det øjeblik, hvor livets byggesten dannes af det formløse intet og hvor lyset gennemtrænger det tomme mørke.
I det hele taget er det denne lysmetaforik, der gennemtrænger Werner Dresfeldts kunst. Overalt i hans billeder breder det livgivende lys sig, nedbryder barrierer, fjerner forhindringer og lægger sig som et mildt skær over det afklarede landskab. Som et gennemgående tema arbejder han med livets cyklus som det kommer til udtryk i årstidernes skiften: den frostklare vinter, hvor de første spirer af liv allerede anes, forårets eksplosion af energi, de stille sommerdage og efterårets nedbrydning af det skabte. Igen med et udgangspunkt, hvor der i modsætning til især megen nordisk kunst ikke lægges vægt på smerten, tabet og døden, men på livets utrættelige genopbygning og genfødsel. Dur i stedet for mol.
Der er ingen tvivl om, at Werner Dresfeldts billeder vækker stor glæde hos rigtigt mange mennesker. Det skyldes naturligvis, at han rent teknisk kan sit kram, men især at han arbejder på en så én gang kompromisløs og så gennemgribende optimistisk måde, at det er svært ikke at blive smittet at hans begejstring for tilværelsens mangfoldighed af indtryk. Hans billeder sætter simpelthen noget i gang i beskueren. De rører os og bevæger os. Et bedre udgangspunkt kan man ikke få som kunstner.
Tom Jørgensen, Bachelor i Kunsthistorie, kunstskribent, forfatter, m.m.
"Uddannet hos Robert Jensen 1955- 59 og Aage Sørensen kunstskole, hvor han gik i årene 1963-65. I 1966 supplerede han uddannelsen med studier hos C. Arnaud i Schweiz og i 1984 arbejdede han sammen med den færøske maler A. Olsen.
Efter sin debut på Kunstnernes Påskeudstilling KP i 1986 har han haft adskillige separatudstillinger og deltaget i gruppeudstillinger i Danmark og rundt om i verden, for eksempel i Canada, USA, Tyskland, Færøerne og Holland. Han er medlem af Aalborg Kunstpavillon og DBF - Danske Billedkunstners Fagforening.
Det der hidtil har kendetegnet Dresfeldts malerier har været de æstetiske, ekspressive farvekombinationer. Disse værker har været meget positivt modtaget af publikum, ikke mindst i Tyskland, men også herhjemme.
En stærk spændingsfyldt kraft er kendetegnende for det billedunivers han arbejder med, og som han videregiver med en smittende livsenergi i sine mange malerier.
Dresfeldt maler med en dyb intensitet udsprunget af en livslang kærlighed til farven og lyset.
Billederne er ikke en direkte overføring af landskabet omkring ham, men jord, himmel og uendeligheden er snarere elementer han inddrager når det er nødvendigt, afsværger når det er behovet.
Tilbage står en intuitiv beherskelse af lærredet og dermed billedet. Nogle kølige, andre varme, atter andre båret af en egen vibrerende skrøbelighed. På én gang sårbare og pirrende, afklarede og latente - hele tiden på vej.”
Knuk | 
