|
Om:
Werner
Dresfeldt
Lysets
nådegave
Om
Werner Dresfeldts billedunivers
Werner
Dresfeldts malerier kan man kort karakterisere som
naturinspireret abstraktion. Han maler ikke naturen og
landskabet, som man ser det i et 1:1-forhold, men som
man oplever
det. Vel at mærke med farver og former, man genkender
fra den ydre virkelighed i modsætning til den
konkrete abstraktion, hvor formsproget er bevidst
ikke-virkelighedshenvisende.
Vigtigere
end disse formelle karakteristika er dog det faktum,
at Werner Dresfeldt er en kunstner, for hvem det at
lave kunst kan sammenlignes med selve verdens
konstante skabelse og genskabelse. Lyder dette meget
romantisk, er det fordi Werner Dresfeldt er
en meget romantisk kunstner.
For
ham er kunst et spørgsmål om bogstaveligt talt at
skabe nye verdener på lærredet eller papiret.
Hverken mere eller mindre. En alt-eller-intet
holdning, hvor der ikke er plads til middelmådighed,
uærlighed eller dekorativ leflen. Han lægger
simpelthen hele sin sjæl i arbejdet.
I
modsætning til andre kunstnere med det samme
kompromisløse udgangspunkt, som ofte kan virke
dystre, melankolske og direkte eskatologiske, synes
Werner Dresfeldts billeder lyse og optimistiske.
Noget, der utvivlsomt skyldes hans grundlæggende
livsanskuelse. Skulle man således sætte et stykke
musik til hans i forvejen meget musikalske
kompositioner, ville der for undertegnede ikke være
nogen tvivl: det velkendte tema fra Richard Strauss´
”Also sprach Zarathustra”. I utallige af hans
billeder ser vi en flimrende farvemæssig ursuppe, der
pludselig som ved et lynnedslag bliver gennemtrængt
af skabelsens materie. I dette maleriske ”Big
Bang” vises selve det øjeblik, hvor livets
byggesten dannes af det formløse intet og hvor lyset
gennemtrænger det tomme mørke.
I
det hele taget er det denne lysmetaforik, der gennemtrænger
Werner Dresfeldts kunst. Overalt i hans billeder
breder det livgivende lys sig, nedbryder barrierer,
fjerner forhindringer og lægger sig som et mildt skær
over det afklarede landskab. Som et gennemgående tema
arbejder han med livets cyklus som det kommer til
udtryk i årstidernes skiften: den frostklare vinter,
hvor de første spirer af liv allerede anes, forårets
eksplosion af energi, de stille sommerdage og efterårets
nedbrydning af det skabte. Igen med et udgangspunkt,
hvor der i modsætning til især megen nordisk kunst
ikke lægges vægt på smerten, tabet og døden, men på
livets utrættelige genopbygning og genfødsel. Dur i
stedet for mol.
Der
er ingen tvivl om, at Werner Dresfeldts billeder vækker
stor glæde hos rigtigt mange mennesker. Det skyldes
naturligvis, at han rent teknisk kan sit kram, men især
at han arbejder på en så én gang kompromisløs og så
gennemgribende optimistisk måde, at det er svært
ikke at blive smittet at hans begejstring for tilværelsens
mangfoldighed af indtryk. Hans billeder sætter
simpelthen noget i gang i beskueren. De rører os og
bevæger os. Et bedre udgangspunkt kan man ikke få
som kunstner.
Tom
Jørgensen, Bachelor i Kunsthistorie, kunstskribent,
forfatter, m.m.
"Uddannet
hos Robert Jensen 1955- 59 og Aage Sørensen kunstskole, hvor han
gik i årene 1963-65. I 1966 supplerede han uddannelsen med
studier hos C. Arnaud i Schweiz og i 1984 arbejdede han sammen med
den færøske maler A. Olsen.
Efter
sin debut på Kunstnernes Påskeudstilling KP i 1986 har han haft
adskillige separatudstillinger og deltaget i gruppeudstillinger i
Danmark og rundt om i verden, for eksempel i Canada, USA,
Tyskland, Færøerne og Holland. Han er medlem af Aalborg
Kunstpavillon og DBF - Danske Billedkunstners Fagforening.
Det
der hidtil har kendetegnet Dresfeldts malerier har været de æstetiske,
ekspressive farvekombinationer. Disse værker har været meget
positivt modtaget af publikum, ikke mindst i Tyskland, men også
herhjemme.
En
stærk spændingsfyldt kraft er kendetegnende for det billedunivers
han arbejder med, og som han videregiver med en smittende
livsenergi i sine mange malerier.
Dresfeldt
maler med en dyb intensitet udsprunget af en livslang kærlighed
til farven og lyset.
Billederne
er ikke en direkte overføring af landskabet omkring ham, men
jord, himmel og uendeligheden er snarere elementer han inddrager når
det er nødvendigt, afsværger når det er behovet.
Tilbage
står en intuitiv beherskelse af lærredet og dermed billedet.
Nogle kølige, andre varme, atter andre båret af en egen
vibrerende skrøbelighed. På én gang sårbare og pirrende,
afklarede og latente - hele tiden på vej.”
Knuk
|
