I september måned 2010 var vi på en bustur med Felixrejser for at se Passionsspillet i Oberammergau i Bayern i Sydtyskland. Efter denne begivenhed fortsatte turen over Alperne til byen Stresa ved søen Lago Maggioro i Italien. På tysk; Langensee.
Der er altid spændende at komme til Italien. Italien menes at rumme ca. 40% af alle Europas kunstskatte, og vi så hver dag flotte vidnesbyrd om fortiden. Til gengæld er italiensk fjernsyn ikke værd at bruge tiden på, idet ca. 90 % af sendefladen ejes af landets premierminister, Silvio Berlusconi, og bruges til at præsentere kendisser og skabe illusioner, der skal nære brugernes dagdrømme om rigdom, og at blive kendisser selv. Det er renlivet eskapisme. Sikkert for at bortlede opmærksomheden fra landet store finansielle problemer. Levestandarden er meget lavere end vores, så husk at give drikkepenge til rengøring, buschauffører og tjenere. Til gengæld møder du ingen sure miner, alle vil meget gerne hjælpe dig.
.

Stresa er blot en af kystbyerne ned til Lago Maggiore. Typisk for stedet ligger de dyreste hoteller i strandkanten, så vi almindelige lønmodtagere boede lidt længere tilbage på et billigt, men udmærket hotel. Hotel Meeting, Via Bonghi, 9.(Tre stjerner)
Vi var på halvpension, så vi spiste frokost på fortovsrestauranter hvor vi kom frem. Et par gange forsøgte jeg at købe en mørk øl, men det endte hver gang med at tjeneren kom med en lys øl. De vil hellere sælge deres vin. Mens vi ventede på maden kunne vi så sidde og betragte duer, gråspurve og firben. I det milde klima har nemmere ved at overleve end hjemme i Danmark.

En af udflugterne gik til den bilfrie by Orta San Giulio. Blot 1,5 km fra Orta San Giulio ligger et såkaldt "helligt bjerg", Sacro Monte, med 20 kapeller tilegnet den Hellige Frans af Assisi, opført mellem 1500- og 1700-tallet.Hvert af kapellerne er udsmykket med fresko malerier på vægge og lofter og rummene er fyldt op med malede terrakotta figurer i størrelse 1:1, arrangeret i tableauer til hyldest for den Hellige Frans af Assisi. Arbejdet blev påbegyndt i 1590, og stod på i mere end 100 år. Ophavsmanden til projektet var kapuciner munken fader Cleto da Castelleto Ticino. Stedet står på Unescos verdensarvliste. 

Efter middagen gik vi aftenture langs strandpromenaden. Ved et af de dyre hoteller er der nogle springvand, som nok er værd at se. Om aftenen er de oplyste.

Næste udflugt var en tur til Macugnaga på Monte Rosa, på grænsen til Schweiz. Det er en lille landsby, som er mål for mange turistture. Om vinteren er det et yndet skisportssted. Indbyggerne er oprindeligt tyskere/schweizere. Nær byen ligger en campingplads, men jeg tror nok, at jeg bliver nede i lavlandet med min campingvogn. Turen op til Macugnaga er nemlig både lang og trang. Den er bygget til busser med en max. længde på 12 meter, og vores var 14,5 meter. Heldigvis havde vi en meget dygtig chauffør, han klarede den lige akkurat uden skrammer, selv om det var tæt på et par gange.

I Lago Maggiore ligger de tre små Borromæiske øer. Vi nåede at besøge den ene, Isola Bella, hvor et gammelt palads næsten fylder det halve af øen, og resten udgøres af en pragtfuld park, et eksempel på en for perioden "klassisk" italiensk barokhave. Den er konstrueret på ti terasser og her spankulerer hvide påfugle rundt. Der er et utal af klassiske statuer.
Paladset fungerer som et museum med pragtfuldt og uvurderligt inventar, kæmpe gobeliner og malerier. Øen er opkaldt efter en Isabella, der var gift med Borremeo greven Carlo III i første halvdel af 1600 tallet. 1670 begyndte Greve Vitaliano, der var søn af Carlo III, konstruktionen af det imponerende barokpalads og haven, der har gjort øen berømt. På toppen af øen står en statue af en enhjørning - Borromeo-familiens symbol.

Alle steder færdes italienerne på tohjulede køretøjer (ikke cykler), det er praktisk i de tæt beboede områder, og så er det billigt, når lønnen er lav. De som kører i bil laver spektakulære og nære parkeringer alle steder hvor de kan finde plads. Hvordan lader det sig gøre?

Vi kan også forundres når vi finder en butik med jule-porcelæn og fisk der er til at udsmykke husene med udvendigt.

En dag kørte vi til millionbyen Milano, hvor vi først og fremmest besøgte byens stolthed, Domkirken, der er meget særpræget med et hav af tårne og spir og 2.200 statuer på kirkens udvendige side. Kirken kan rumme 40.000 mennesker på een gang. Mod betaling af en mindre entre fik vi mulighed for at komme op på en terrasse på kirkens tag og spadserede mellem spirene. Kirken ligger på et meget befærdet sted og er udsat for betydelig en korrosion, hvilket udgør et stort vedligeholds problem. Hele Italiens kulturarv risikerer at smuldre væk, på grund af for få midler til vedligehold.
Efter denne oplevelse så vi andre imponerende bygninger. Inden da spiste vi frokost og nåede at se middelalderborgen Castello Sforzesco. Beklagelig vis var vi kun den ene dag i Milano, der regnes for en af kulturens hovedstæder. Der er nemlig nok at se på.