Forside    Kunst     Rejsebreve
Rom

Turen til Rom, september/oktober 2018.
Efter mange års rejseoplevelser gik turen til Rom (Roma). Vi fløj fra Aalborg lufthavn med Nilles rejsebureau torsdag 27. september 2018. Afgang kl. 08.55 og fremme på hotellet til middag, hvor vi dog ikke fik et måltid. Heldigvis havde vi spist den forudbestilte menu på flyet.
Vores hotel hedder Galles, og ligger inde midt i byen. Så når vi kunne finde Termini, som er banegård og busterminal, så er der ikke så langt hjem.
Vi fløj med Atlantic Airways. Stewardesserne talte færøsk sammen. Det var hyggeligt og trygt.
Om eftermiddagen gik vi en tur med Lars (guide) fik vist hovedbanegården (Termini), Santa Maria Maggiore kirken. ("Den store Mariakirke", også kaldet Basilica Liberiana) er en basilika i Rom. Kirken, som blev grundlagt år 432, er den nyeste af de fire hovedbasilikaer (basilicae maiores) i Rom. Kirken er viet til jomfru Maria. Et imponerende møde med fortiden og de kunstnere, som har udsmykket den, og de andre ting, som vi så på turen. Imponerende at tænke sig, at alt det vi så i Rom var mere end 1600 år gammelt.
På turen gennem Roms gader kom vi gennem en gade med parkering til scootere i begge sider. Selv om der gøres meget for at holde rent i Rom, så forekom det vanskeligt lige netop her, hvor det flød med papir blandt de tæt pakkede køretøjer.
Bagefter besøgte vi Colosseum, som er udnævnt til et af verdens syv underværker. Desværre var det sidst på dagen, hvilket tydeligt ses på mine fotos. Men det er nemt at læse meget mere på internettet, jeg beskriver derfor ikke stedet nøjere.
Allerede den første dag kunne vi konstatere, at det ikke er en ferie for gangbesværede. De lange stræk vi gik og trappe op og trappe ned hele tiden fordrer godt bentøj og ditto sko.
Den første aften var der arrangeret velkomst middag på hotellet. De andre aftener måtte vi selv finde på noget. Det er heller ikke et problem, der er masser af spisesteder i Roms midte. Og selv om tjenernes engelsk halter noget så skorter det ikke på vilje til at betjene os. Naturligvis på forventning om at det lønner sig i form af lidt drikkepenge.
Fredag 28. Gik vi sammen med vores guide og en lokal guide en tur. Den lokale guide er en dansker, som bor i Rom. Så vi fik alting forklaret på dansk. Det gør det jo lidt nemmere, end når det er engelsk. De fleste i selskabet var plus tres. Et par af damerne er i firserne. De fulgte nu godt med.
På vejen rundt kom vi forbi et sted hvor vand løber ud af et kobberrør. Det er friskt vand fra bjergene, som kan drikkes. Så vi fyldte vore drikkedunke.
Rom har siden antikken hentet sit vand over store afstande. Der står endnu ruinerne af de akvædukter, som forsynede det antikke Rom med vand. Den rigelige mængde vand var hele grundlaget for Roms eksistens. Romernes første akvædukt blev kaldt Aqua Appia. Den stod færdig i 312 f.v.t. Senere fulgte mange flere. Se også: https://videnskab.dk/kultur-samfund/romerrigets-vandforsyning-var-det-mest-beundringsvaerdige-i-hele-verden
På nogle af ruinerne vokser der vild kapers. En plante, som med sit rodnet nedbryder murene den vokser på.
Fakta: Republikken Rom eksisterede fra 509 f.v.t. og blev et kejserrige fra år 27 f.v.t. I 476 faldt den vestlige del af det romerske rige, mens den østlige del bestod helt frem til 1453.
Da Roms vandforsyning slutteligt blev ødelagt efter nogle hundrede år. Var det kun muligt for fem procent af befolkningen at blive boende.
Forum Romanum var i gennem århundreder Det Antikke Roms centrum for politik, religion og økonomi. Her foregik Senatets møder og alle andre vigtige sociale begivenheder. Her mødtes man.
Det siger ikke en nutids dansker så meget. Senere så vi en statue af Cæsar. Alle os som elsker Asterix og Obelix eller historie, ved hvem han var.
På vej gennem Roms gader passerede vi også en statue af Romulus og Remus, der dier en ulvinde. Ifølge legenden Roms grundlæggere.
Om aftenen spiste vi, sammen med nogle andre fra selskabet, udendørs på restaurant Nazzareno.
Lørdag 29. Vejret var stadig godt – som et dansk sommervejr. Vi gik tidligt fra hotellet og så Den spanske trappe (ita. Scalinata della Trinità dei Monti), som er bygget i tre etaper, som billede på Faderen, Sønnen og Helligånden. Den ender i en flot fontæne.
Vi gik over Piazza Navona som er en af Roms absolut mest populære pladser. Her er tre flotte fontæner at se på. Her løb vi på en bekendt fra Vendsyssel. Man kommer sjældent nogen steder uden at blive genkendt!
Senere passerede vi Trevi fontænen(Fontana di Trevi), som man også må se, ligger i Roms centrum og er et af verdens mest kendte springvand. Den store marmorfigur forestiller titanen Okeanos, der rider med sine heste gennem de vandmasser, som strømmer ud af fontænen. Ifølge overtroen skal man smide penge i vandet for at være sikker på at komme tilbage til Rom.
Det kunne godt mærkes, at det var turistsæson. Der var folk overalt. Især lægger man mærke til alle asiaterne, som hele tiden fotograferer hinanden hvor som helst.
Inden vi holdt frokost, nåede vi Pantheon, som er en af de få antikke bygninger, som har været i brug lige siden den blev bygget. Den opførtes omkring år 120 e.Kr. i beton af kejser Hadrian. Pantheon blev oprindeligt bygget som et tempel til guderne d.v.s. alle guder. Set udefra er bygningen en cylinder med en imponerende søjlebåret forhal. Går man gennem forhallen ind i cylinderen, befinder man sig i et rum med en kæmpestor kuppel og i centrum af loftet er der en bred åbning, hullet måler 8,8 meter i diameter. Først i vor tid er det igen muligt at bygge noget tilsvarende ved hjælp af computerberegninger. Så 'de gamle' har ikke været så dumme!
På et tidspunkt gik vi over Tiberen. Der var lavvande grundet den meget tørre sommer dette år. Tiberen er med sine 406 km Italiens tredjelængste flod, den har sit udspring i Fumaiolobjerget i Appenninerne.
Vi fik en busbillet udleveret, og skulle selv finde hjem til hotellet. Bussen kørte ikke den normale rute på grund af en demonstration inde i centrum. Så vi kom for langt, og måtte køre et stykke til bage. Vi nåede dog lige hjem i tide til den næste afgang.
Om eftermiddagen kørte vi med bus til en vinbonde, og smagte fem forskellige vine og forskellige slags pålæg. Vinene kunne købes på stedet og leveres i Danmark. Derefter gik turen til il Ramo d'oro Nemi, hvor vi gik en lille tur og spiste middag på Villa Diana.

Søndag den 30. En bus samlede os op og vi kørte om formiddagen til Villa Adriana, eller på dansk Hadrians villa - en gammel romersk kejservilla beliggende ved Tivoli øst for Rom. Det er nærmest en hel landsby. Villaen blev opført af kejser Hadrian i perioden 118-138, og er ikke blot en enkelt villa, men et større kompleks af bygninger, der blev bygget som sommerbolig for kejseren.
Før vi blev ført rundt så vi en model, som står i en mindre bygning. Området har inklusive have et areal på ca. 120 ha., og det er dermed det største paladsanlæg bygget af en romersk kejser. Haven rummer mange gamle oliventræer. Om de stammer fra den tid ved jeg ikke, men det er ikke umuligt.
I de store anlagte havedamme går der karper i spisestørrelse. Dengang var de en del af spisekammeret.
Rundt om dammene har været søjlegange og mange statuer og figurer. En hel del kan stadig ses.

Senere gik turen til Tivoli, som er en by i Italien øst for Rom, ikke en forlystelse. Villa d'Este er en renæssancevilla med tilhørende haveanlæg. Villaen og haven blev anlagt af kardinal Ippolito II d'Este, der var statholder i Tivoli. Villaen blev indrettet i et gammelt benediktinerkloster. Når man går rundt i den store have, kan man opleve utallige flotte springvand, vandfald og have damme. Det største nummer er et vandorgel, som turisterne trænges foran hver gang der er koncert.
På vej hjem kørte vi forbi flere stenbrud, hvor der brydes de byggesten, som næsten alle bygninger i flere hundrede år er blevet opført af. Stenarten kaldes travertin og er en type gullig kalksten.
Om aftenen spiste vi igen på en restaurant i midtbyen. Når man sidder der, kommer der altid forskellige gadesælgere forbi og vil sælge noget. Det er oftest sorte mandlige flygtninge, som sikkert lever på et eksistensminimum. De bliver altid jaget væk af personalet.
Nær ved hotellet ligger Roma Termini, som er Roms trafikale knudepunkt. Den kan man altid finde. Så vi havde ikke så svært ved at finde hjem!
Parkering er et kapitel for sig, mange har en mini bil, så de parkere på tværs. Eneste problem er at åbne en dør i bilen, når den næste parkerer lige lovlig tæt på.
Mandag den 01. september var fridag. Det vil sige uden program. Det var den eneste dag det regnede. Vi gik en tur til markedshallerne ikke langt fra Termini. Her udbydes alle slags fødevarer. Det er svært at beskrive. I Danmark havde fødevarestyrelsen lukket det hele på fem minutter, men her trives diversiteterne. Der var også en hal med beklædning af alle slags. Vi spiste frokost i en overfyldt hal med mange udbydere og megen larm. Det ser ud til, at være helt normalt for kontor ansatte at bruge deres middagspause der.
Efter frokost gik vi over Largo del Colonnato. En stor oval plads, hvor bygningerne mod nord og syd følger pladsens krumning. De er blandt mange imponerende bygningsværker. Et par steder besøgte vi også kirker, jeg fik ikke noteret navnene, men de er alle byggede og udsmykkede over mange år for ubegribelige summer.
Tirsdag den 02. september gik vi tidligt fra hotellet for at komme ind i Peterskirken. Den har fået en side for sig selv, af tekniske grunde – klik her.
Efter den store oplevelse valgte min kone og jeg at gå til Palazzo Barberini (https://www.barberinicorsini.org/).
Der er et af Roms nationale kunstmuseer. Jeg kan umuligt give en udførlig beskrivelse. Gå selv ind på deres hjemmeside og se nogle af kunstværkerne. Entre 12 euro.
Om aftenen gik vi igen ud at spise med et par stykker mere, naturligvis udendørs under en parasol.
Onsdag den 03. september var det stadig godt vejr. Vi blev hentet af en lokal bus og kørte til den antikke havneby – Ostia Antica – 25 km. sydvest for Rom.
Byen er anlagt som en flåde- og handelshavn før vor tid. Nu ligger den efterhånden tre kilometer fra kysten. Det menes, at der har boet over 100.000 mennesker i byens storhedstid for 2000 år siden. De fleste var slaver.
Der har været megen handel. Man kan se, at mange af husene er indrettet til en speciel branche på gulvene af mosaik. Mosaikken er lagt i flotte mønstre, der fortæller om det enkelte erhverv.
Nogle steder var der offentlige toiletter. Der sad man så på en bænk med en række huller og kunne skide og konversere sammen. Hygge er ikke bare et dansk fænomen!

Byen har haft en vandforsyning, hvor der er brugt blyrør i en arms tykkelse til fremføring af vandet.
Gaderne er gamle sten brolagte romerveje. Så vi gik på veje, der har ligget i omkring 2000 år.
Ved middagstid kørte bussen os ud til et sted ved havet, hvor vi kunne sidde sommerklædte og nyde en lækker frokost. Dog for egen regning.
Efter frokost kørte vi til San Sebastiano. San ''Sebastiano ad Catacumbas'' er en basilica I distrikt Rom. Under kirken er der katakomber, som vi besøgte. Der var fotoforbud, da de gerne ville sælge billeder og bøger fra stedet. Jeg var allerede så mæt af indtrykkene fra de første dage, at jeg ikke købte noget.
Nede i katakomberne er der ikke meget plads, så man må passe på hovedet. De har været benyttet til gravpladser for kristne og jøder, fordi de ikke ville kremeres efter romersk skik. Der var katakomber mange forskellige steder i Rom og omegn.
Næste dag lettede flyveren mod Aalborg.