Forside    Kunst     Rejsebreve
Montenegro
Lørdag den 20. april 2013 kl. ca. 14.30 ankom vi til Podgorica lufthavn i Montenegro.
I lufthavnen patruljerede et par fikse kvindelige betjente, den ene på høje hæle. Mens en dame i pæn spadseredragt og med "security" skilt defilerede forbi. Hele scenariet åndede fred og ingen fare.
 Montenegro er et meget lille land, på Balkan, med kun ca. 700.000 indbyggere. Her blev vi hentet af en af vores døtre og en af hendes venner. Vennens bil er en aldrene sort VW Golf, kaldet Blackie blandt venner. Vi skulle til Nikšic, hvor vores datter boede.
Vi kørte ad den smalle gamle vej for at se noget mere. Undervejs gjorde vi holdt på en kro i nærheden af Ostrog for at få en tiltrængt forfriskning. Det var varmt og Blackie er ikke udstyret med køleanlæg.
Da vi nåede frem til Nikši? indlogerede vi os på hotel Trebjesa, som er et firestjernet hotel. Aircon virkede ikke. Den gav kun varme. Og blev ikke i orden, selv om jeg klagede den første morgen. Vi måtte sove med åbent vindue de tre nætter, som vi var der. Begrebet sengelamper var en vits. Der var mindst 1,5 m fra min seng til en lampekontakt.
Restauranten og maden var udmærket, men der spilles altid høj musik. Personalet er også imødekommende, nogle af dem kan noget engelsk. Vi boede øverst. Det vil sige på anden sal. Der er ingen elevator. (Ikke turistvenligt.)  Søndag gik vi i kirke i den lille lokale frikirke.
Den er drevet af en amerikansk organisation, deres hjemmeside er: http://gracemissionsministries.org/ og http://www.christianitymontenegro.org/ Der er gudstjenester kl. 10 og 18, adressen er Narodne Omladine 26, Nikšic. Efter formiddagens gudstjeneste var vi til kaffe hos en af vores datters veninder. Hun bor hos sin mor i et lille hus på ca. 40 m2
Der er et køkken alrum og to små værelser, samt en lille entre og et lille badeværelse/vaskerum. Huset opvarmes af et brændekomfur. Fjernvarme og centralvarme er ukendte fænomener i Montenegro.
Moderen arbejder i en børnehave og datteren er studerende.
Senere var vi til frokost hos præstens, man spiser nemlig sit hovedmåltid midt eftermiddag.
Vi spurgte efter campingpladser, men de findes ikke i Montenegro. Unge mennesker tager sommetider på teltture op i bjergene. Ellers er camping et ukendt begreb her.
Vi gik gennem byen ind til kirken. Det er en meget blandet fornøjelse. I Nikšic ligger der henkastet affald overalt. Mange af husene er gamle og forfaldne.
Der er ind i mellem nye bygninger, som peger på, at der hos nogen er en vis optimisme. Trods flere store arbejdspladsers lukning de senere år.
Et sted står et stort kompleks, som skulle blive til et nyt kulturhus. Men bygningen er i stedet for blevet til en farlig ruin. Inde i bygningskomplekset er gulvet nogle steder faldet sammen og udgør store vandfyldte huller, hvor i nogle allerede er druknet.
Man har bygget oven på et vandreservoir uden at undersøge grunden ordentligt først. Og der er ikke penge til at fjerne skidtet.
Nogle steder står et kreatur eller nogle geder i tøjr. Mange steder holdes høns, og der kan lugte af gris.
Markerne er små på egnene, der mest er præget af klipper.
En del af kvæget er en meget gammel lokal race, ved navn busa eller busha. De er små og hårdføre og egnede til at leve af det næringsfattige foder i disse bjergegne.
Mandag formiddag regnede det. Vi slappede af og læste i medbragte bøger. Kl. 11.30 var vi til kaffe hos en anden veninde.
Denne familie består af far, mor og to voksne børn. Datter og søn deler et lille værelse. Da de bor i en lille lejlighed, svarende til førnævnte hus.
Faren er pensionist og moren arbejdsløs, er der ikke mange penge at rutte med. De har en meget gammel Mercedes.
Kl. 16 besøgte vi en ung familie, der bor til leje på første sal i en to plans villa. De har lidt mere plads, men ikke råd til at købe møbler. Så de klarer sig med hvad de kan få.
Om aftenen spiste vi tre til middag på hotel Trebjesa for ca. 50 €. De fleste har mobiltelefoner, tv, radio og computere, men de færreste har en printer. Hvis noget skal printes går man til en foto kopierings forretning.
Tirsdag tog vi til den gamle by Kotor nede ved kysten. Vi bestilte en taxa, som skulle have 50 € for turen, det var ok med os, så vi satte os ind.
Chaufføren meldte turen tilbage over radioen, hvor centraldamen udbrød et "whaoo". Det er nok ikke hverdagskost med lange ture i Nikšic.
Før vi kom ud af byen holdt chaufføren lige ind på et lille autoværksted for at kontrollere bilens dæktryk. Som om turen kom fuldstændigt bag på ham.
Det er ret billigt, at tage en taxa. Ingen startpenge og 0,5 € pr km. Så det er en meget benyttet transportform. Vi indlogerede os på hotel Monte Christo i den gamle bydel. Her kan biler ikke køre ind. Så vi måtte slæbe vores kufferter et stykke. Heldigvis har de hjul.
Inden vi nåede hotellet kom en mand springende og hjalp os (tog min kones kuffert) det sidste stykke, hvor vi skulle op af trappen. Det var flinke mennesker og et dejligt flot værelse.
I restauranten spillede musikken knap så påtrængende som de andre steder, vi har været. Et sted jeg gerne vender tilbage til!
Om eftermiddagen gik vi op til en borgruin på toppen af et bjerg bag byen. Det er en hård tur. Og kun for godt gående. Vi spiste om aftenen på hotel Monte Christos restaurant. Maden og serveringen var udmærket, og musikken mindre påtrængende end mange andre steder.
Onsdag tog vi bussen til Cetinje. Hovedstaden indtil 1945. Nu den kulturelle hovedstad. Her er flere museer og et kloster.
Da vi skulle med bussen gik vi ind og købte billetter ved en billetluge. Derefter gik vi ud på perronen, hvor der sad en kontrollant ved et lille bord og der gik en vagt, som skulle se vores billetter. Så blev vi sluppet gennem et hegn ud til busserne.
I bussen sad der forrest en dame, som rev vores billetter over. Til sidst kunne chaufføren køre. En grad af beskæftigelse, som er et levn fra kommunist tiden. Det er der råd til, fordi deres lønninger er på ca. 10 % af vores. Jo, du læste rigtigt! - en tiendedel.
Det var ikke nogen stor bus og turen gik ad smalle bjergveje, mens chaufføren holdt sin mobiltelefon op til øret med den ene hånd og skiftede gear med den anden. Turen gik via Budva, som er en havneby. Det var en flot tur. Hvor turisterne kommer holdes der rent og pænt.
Da vi kom til Cetinje ville vi gerne se klosteret, men der var lukket. Måske pga. fasten. Vi så det nationale museum og galleri. De ligger begge i samme bygning. Det er ikke et tilløbsstykke, vi gik rundt for os selv.
Til sidst tog vi en taxa "hjem" til Kotor. Om aftenen spiste vi en fiskeret med lokal hvidvin til. De laver faktisk gode vine i Montenegro. Vi sad på en restaurant ned til vandet, med en rigtig flot udsigt.
Torsdag gik vi lidt rundt i Kotor om formiddagen. Spiste lidt frokost ved stranden. Vandet i havnen er utroligt klart, og her ligger mange store udenlandske lystbåde. Vi tog en taxa tilbage til Nikši?. Chaufføren forlangte 70 € for turen. Jeg forklarede, at vi havde givet 50 € nogle dage før. "Ok, sixty" sagde han, og sådan blev det.
Vi chekkede ind på hotel Vukov Most. Beliggende 5 km uden for byen. Ingen elevator. Beliggende ved en meget trafikeret vej. Indgang til et supermarked lige under vores vindue. Men airconditionen virkede!
Morgenmaden blev indtaget i restauranten. Her blev spillet musik, Tv'et var tændt og der blev gjort rent samtidig. Ikke lige et sted jeg længes tilbage til.
Fredag gik vi de fire km ind til byens centrum. Rigtigt mange steder måtte vi ud på vejen, for fortov og cykelsti bruges til parkering på kryds og tværs. Hvor der er to vognbaner bruges den inderste ofte til parkering.
Et sted står en række biler til salg i den inderste vognbane, med en seddel med sælgerens telefonnummer i ruden. På en parkeringsplads står en række trailere fyldt med brænde, og et telefonnummer påmalet. Så kan man ringe og få brændet leveret.
Trailerne er ikke fine modeller fra Brenderup, men hjemmelavede, uden lygter og bremser, og de er ikke indregistrerede.
På trods af disse anarkistiske tilstande afvikles trafikken meget hensynsfuldt. Folk holder tilbage for hinanden.
Efter at vi havde fået frokost hos en vores datters veninder, hvor vi fik musaka og æble-pita (montenegrinsk form for tærte), mødte vi en anden veninde, som ville vise os byen. Først skulle vi se en borgruin ved navn Onogost og der efter kongestatuen på torvet i Nikšic.
Selv om landet kun har haft en konge er man meget stolte af ham. Nu er det gamle kongeslot blevet bibliotek. "I 1910 erklærede Nikola 1. sig for konge af Montenegro. 1912-13 deltog Montenegro i 1. Balkankrig og delte efter sejren over tyrkerne Sandžakprovinsen med Serbien. Under 1. Verdenskrig blev Montenegro besat af Tyskland og Østrig, og kongen flygtede til Italien. Efter krigen fik han ikke lov til at vende hjem, og Montenegro blev indlemmet i det nydannede Jugoslavien." Citat Bag efter gik vi hen for at se byens museum, som er i det tidligere kongepalads. Det var lukket, men vores datters veninde charmede sig vej ind hos portneren. Så vi fik set det alligevel.
Udstillingerne er om landets historie, og alt står på serbisk. Serbisk er samme sprog som montenegrinsk, bosnisk og kroatisk, lidt som østrigsk, tysk og schweizisk. Og de fleste montenegrinere har familie i nabolandet Serbien.
Efter det gik turen til den ortodokse kirke. Der er kun en til de ca. 60.000 indbyggere i Nicsik. Der ud over er der en lille katolsk kirke og den meget lille evangeliske menighed, som vores datter var engageret i. Vores tur endte udenfor byen ved et stort krigsmindesmærke støbt i beton. Her går folk ud til, for så at gå tilbage igen. En gratis tur, som man har råd til.
På vejen gik vi gennem en park. Her dukkede en stor flok får op. De var under opsyn af et par ældre mænd/hyrder. Græsset bliver nemlig ikke slået så ofte i parkerne. Så hvorfor ikke udnytte det?
Vi fik at vide, at byens borgmester i folkemunde kaldes Mister 10 %. Gæt selv hvorfor. Tilliden til det politiske system er ringe i Montenegro. Men når man ser bort fra korruptionen og vennetjenesterne er kriminaliteten lav.
Lørdag tog vi toget til hovedstaden, Podgorica (tidligere Titograd). Det er at foretrække for bus, selv om det er gammelt og de gamle kupévogne langt fra lever op til danske standarder. Ikke alle vinduer kan åbnes.
Vi beså gågaden, den gamle bro, den gamle bydel med moskéerne og gik ud til deres nye internationale indkøbscenter. Der købte jeg en billig T-shirt. Prisniveauet er noget lavere end det danske. Men montenegrinske lønninger er meget lave. (I den gamle bydel er der en lille moske. Den gamle bydel er ikke særlig stor eller velbevaret)
Nogle steder i byerne ser man dødsannoncer opslået på træer i gaderne. Sedlernes formål er, at informerer alle der kan tænkes at ville komme og kondolere familien.
Senere på dagen blev vi hentet af en amerikansk missionær, som kørte os ud til et lokalt vandfald. De kalder det "Niagara". En fin naturoplevelse, men en dårlig vej og skiltning. Det er tydeligt, at man endnu ikke tror på en turist industri.
Jeg oplevede en meget passiv attitude fra de lokale. Måske et mentalt relikt fra tiden under kommunismen. Der er ligesom ikke nogen der sætter gang i noget erhvervsmæssigt. Miljøspørgsmål er lavt prioriterede. Det samme synes at gælde dyre-velfærd. Vilde hunde lister rundt i byerne. De er som regel nogle sølle små skravl af tvivlsom herkomst.
Den sidste søndag var vi i kirken og til frokost hos præstens ligesom ugen før. Om eftermiddagen gik vi igen på en café og fik honningvin, det smager godt på en 270 varm dag.
Mandag gik vi lidt rundt udenfor Niksic. Vi mødte en mælkebil, den kan måske rumme 1000 liter. Lidt efter kom vi forbi tre små mælkejunger a 5 liter, som lige var blevet tømte. På det sted har de sikkert kun en ko.
Mange steder lugtede der af gris og hønsene gik i små indelukker, kun få gik frit. Ligesom inde i byen er mange huse i tre eller fire etager. Vi fik at vide, at der ofte bor tre generationer under samme tag. På hver sin etage.
Et sted har jeg fotograferet et hus i to plan med fire lejligheder. De har hver sin farve på den udvendige væg. Og hver sin meget forskellige indgangsdør.
Et andet sted kløvedes brænde. Tre mænd var i gang. De arbejdede med et (u-indregistret) køretøj, der var monteret med en rundsav og en brændekløver. Sikkert deres arbejde at køre rundt for at save og kløve folks brænde.
Om eftermiddagen gik vi et par km ud til en sø. Her ligger der et serveringssted. Terrassen foran er dækket med store parasoller med reklamer for danske Carlsberg. De er ellers så stolte af deres lokale øl.
Et par gange var vi oppe i vores datters lejlighed. Den lå på fjerde sal i en elleve etagers ejendom. Der er to parallelle elevatorer. Den ene virker! Der er ikke nogen postkasser. Posten sætter brevene i klemme i mellem døren og karmen. Hendes Lejlighed opvarmes af elradiatorer, men de fleste andre lejligheder i bygningen har et brændekomfur.
Elinstallationerne ligner noget fra før krigen. Her hjemme ville ejendommen blive lukket til den var renoveret. Ude på gaden er der mange små butikker. Ofte ikke større end et dansk badeværelse. Mange af dem er bookmakere og spille- butikker.
Alt i alt en lærerig rejse, hvor vi ofte følte os hensat til vores barndom i halvtredserne. Men vi følte os hele tiden trygge. Der var heller ikke noget pres fra gadesælgere. Og kun få tiggere. Og vi kom godt hjem.

Nyttige ord: Hello = Zdravo, Goodbye = Dovidenja, Thank You = Hvala, Please = Molim vas, Excuse me = Oprostite, Can you help me? = Mozete li mi pomo´ci?, I don't understand = Ne razumijem, OK = Uredu, Where is it? = Gdje je to?, Where is the nearest ATM? = Gdje je najblizi bankomat?, Discount = Popust.