|
Habari!
Nu
har vist oplevet mere end rigeligt til at
fylde en mail. Vi har det rigtig godt og
er glade for at være her i Kenya. Håber
det står godt til i Danmark, har hørt
i har haft en del sol - men det kan nok
ikke blive til så meget, som vi har fået!
Vi
fløj fra Billund kl. 12:00 d. 29. marts og
ankom til Nairobi kl. 05:00 d. 30. marts.
Flyveturen er ikke så lang, men vi havde to
mellemlandinger med en del ventetid.
Susanne
og Leif hentede os i lufthavnen og vi kørte
direkte til kystbyen Mombasa. Det var en
bumlet, klemt tur (10 personer + bagage i en
9 personers bil) på 9 timer - men det var
det værd! De første seks dage boede vi i
nogle rigtig hyggelige, store hytter tæt på
stranden. Susanne og Leif med deres gæster
Willy og Marie i en hytte og vi unge i
en anden: Rebekka og Malene (Susanne og
Leifs døtre), Ann-Katrine (også fra
Aalborg), Jason (ven af familien, bor også i
Nakuru) og os to. Vejret var skønt, og
vi havde de paradisiske omgivelser for os
selv. Tiden gik med at snorkle og bade i det
35 grader varme vand, slikke sol, spise, en
tur til den gamle bydel i Mombasa og en
grillfest på stranden som afslutning.
De
næste dage var vi på LUKSUS hotel med fri
ALT, dvs. sodavand, is, kæmpe buffet, surf
& sejlads m.m. Der blev også tid til
oliemassage og snorkleture, når vi ikke lå
ved poolen og dasede.
Vi
kom hjem onsdag aften. Langfredag morgen tog
vi på camping med alle drengene og pigerne
fra New Life House, i alt var vi ca. 70. Vi
camperede ved en skole lidt uden for Nakuru.
For mange var det første eller anden gang
de sov i telt, men de elskede det!!! Det var
dog lidt kaotisk at få tyve telte slået op
og pakket sammen igen...
2.
påskedag var vi i Lake Nakuru National
Park. Dyreparken ligger omkring en sø, som
er hjemmested for 1-2 MILLIONER flamingoer.
De står helt tæt lige i vandkanten. Det
ser imponerende ud på afstand, men lugter
knapt så godt tæt på. Vi kom helt tæt på
bøfler, en stor flok giraffer, forskellige
gazeller, næsehorn, zebraer og endda en
leopard, hvilket ellers er sjældent. Der
var rigtig mange aber, som bestemt ikke var
bange for at komme tæt på. En var endda fræk
nok til at stjæle vores madpakker! Vi gik
desværre glip af løverne.
Om
aftenen holdt vi fest for drenge og
pigerne fra New Life House. Det er en fast månedlig
begivenhed. Der var rigtig god mad, og der
blev sunget, danset, rappet, fortalt
livshistorier og lavet konkurrencer. Det var
en rigtig god aften.
Skolen
har holdt ferielukket, men vi har været der
nede mange dage for at være sammen med
drengene og pigerne. Drengene bor på en
sovesal på skolen. Der er 28 i alderen 7 -
19 år. Pigerne bor i en lejlighed ved siden
af skolen. Der er 17 i alderen 9 - 17.
De er fantastisk søde og dejlige, men har
nogle forfærdelige livshistorier. Mange er
forældreløse eller flygtet hjemmefra pga.
tæsk, seksuelt misbrug, alkoholiske forældre
eller er måske blevet smidt ud eller
efterladt af deres forældre. Nogle har
levet på gaden flere år med kriminalitet
til følge, og nogen kommer fra børnefængslet.
Der bliver mange gadebørn anbragt, hvis
politiet ser dem strejfe om.
Det
er fantastisk at se, hvad Gud har gjort i
deres liv. De bliver fri fra limsnifning,
frygt, mindreværd, mistillid og får håb
og tro på fremtiden. Vi kan virkelig tage
ved lære af deres taknemmelighed over hvad
de har, deres glæde og spontane begejstring
og deres venlighed.
R
har en del elever til guitar, bas og
klaverundervisning, muligvis også kor og
lovsang. Han skal også føre tilsyn med
drenge der tidligere har boet i New Life
House men som nu bor ude i byen og har lærepladser
forskellige steder, være hjælpelærer i
matematik og hjælpe med praktiske opgaver. G
har et dansehold og skal også undervise i
billedkunst / krea. Hun skal hjælpe til med
kontorarbejde og de daglige børnemøder på
skolen. Derudover er vi også bare sammen
med dem, snakker og hygger og laver sport
sammen med dem.
Dem
der ikke ved vi laver hernede kan eventuelt
kigge på hjemmesiden www.betania.dk,
klik ind under "Mission" og
"Susanne og Leif"
Hvis
I skulle få lyst til at sende slik
(vingummier og lakridser!!!!!), Knorr - sovs
eller andre lækre ting som man ikke kan få
her i Kenya, så er vores adresse:
I
er velkomne til at sms´e, det er ikke så
dyrt.
Venlig
hilsen G & R
(R
mente ikke I ku' holde til at læse så
meget, men det var da ikke så slemt
vel?....)
Herunder
ses G sammen med 5. klasse på New Life
School og på billedet th nogle af skolens lærere
Habari
zenu!
("Habari"
og svaret "msuri" betyder egentlig
"hvordan går det?" -
"fint", men det bruges bare som
hilsen)
Alting
tager lidt længere tid her i Kenya og man
skal ikke
regne med at man starter til det planlagte
tidspunkt. Kommer man gående i hurtigt
tempo, er der måske nogen, der råber
”pole pole”. Det betyder ”ta’ det
roligt/slap af”, og det er meget typisk
for hele kulturen.
Vi
var til globryllup og iflg. invitationen
skulle ceremonien i kirken starte kl. 10. Vi
kom kl. 11, da vi var klar over, at det nok
var forsinket. Bruden kom dog først lidt
over et, men kom først ind i den propfulde
kirke ca. 13.30! Bagefter var der spisning,
hvor alle var velkomne. Da vi ved 17-tiden
kunne se, at det tidligst ville komme i gang
kl. 18, og vi ikke havde fået andet end
morgenmad, valgte vi at køre hjem.
På
trods af den lange ventetid, de alt for
sultne maver og den mega varme, stopfyldte
kirke (der stod en del og kiggede ind ad
vinduerne selvom folk faktisk sad på skødet
af hinanden på bænkene) så var det spændende
at overvære. Der var et stort hornorkester
fra Frelsen Hær, mindst 15 brudepiger og
lige så mange brudesvende. Folk hujede og
hvinede da bruden kom ind og da de sagde ja
til hinanden, men man så næsten ikke
brudeparret smile.
Et
andet eksempel… En pumpe på vandværket
gik i stykker i starten af april, og de
havde ikke rigtig penge til at lave den. Det
betød, at der ikke kom noget vand til vores
hus! Den er først blevet lavet for en uges
tid siden. I mellemtiden har Leif med jævne
mellemrum bestilt tankbiler til at komme med
vand og vi har taget bad i en sportsklub
nede i byen. Før dette skete havde vi været
uden strøm i et par dage. Lige efter vi fik
vand igen, der døde telefonen sørme og er
først blevet lavet efter 3-4 dage.
Vi
har været på camping ved Lake Baringo,
hvor der er meget smukt og mange specielle
fugle. Det var kun en enkelt overnatning. Vi
var på bådtur og så både nogle
krokodiller og en del flodheste. Om aftenen
og natten går flodhestene op og græsser på
campingpladsen. Vi kunne høre dem grynte og
smaske rundt omkring og listede rundt med
lommelygte for at få et glimt, hvilket også
lykkedes (måske undrer du dig over at det
kan være svært at få øje på en
flodhest, men belysning uden for byerne i
Kenya er altså meget sparsom, så efter kl.
19 er der bare mørkt!). Flodheste er ikke sådan
at spøge med. Hvis en bliver hidsig, så er
der altså ikke meget teltlejr tilbage!
Skolen
startede i sidste uge. På New Life School går
der ca. 550 børn fra “nursery” (bh.kl.)
til Standard 8 (svarer til 9. klasse). Alle
kommer fra meget fattige hjem. Mange er forældreløse
og bor ved slægtninge. Alle skoler i Kenya
holder normalt ferielukket hele april, men
her holder de åbent to uger ekstra, da
mange af børnene ellers ikke har nogen
steder at være og måske ikke engang får
mad. På skolen får de to måltider hver
dag.
Vi
har besøgt flere af medarbejderne fra
skolen privat. Når vi går rundt i boligområderne
har vi gerne en hale af børn efter os, der
råber ”how are you? How are you?””
eller ”mzungu” (hvide mennesker). Der
ligger affald overalt – men hvad skal man
gøre, når der ikke er noget renovationsvæsen?
Der er små duka’er (boder/kiosker) på
hvert eneste hjørne, og så trisser der
gerne nogle køer og får rundt. Hjemmene er
beskedne, men man bliver taget hjerteligt
imod, og de serverer det bedste de kan.
En
tidlig morgen var vi med Susan, en af lærerne
fra skolen, ude med morgenmad til gadebørnene
i byen. Hun tager alene ud et par gange om måneden,
snakker med dem og køber lidt mad til dem
for sine egne penge. Det er skrækkeligt at
se børn helt ned til 6-7 år gå rundt møgbeskidte
og sniffe lim. Vi mødte ca. 20 midt inde i
byen.
Til
hverdag når man går rundt i byen kan man
heller ikke undgå at støde på gadebørn.
Man føler sig så magtesløs, for at give
dem lidt mad hjælper jo kun her og nu.
Nogle bestemte vers fra Mattæus evangeliet
kap. 26 har fået helt ny relevans for os:
Da vil Kongen (Jesus) sige til dem på sin højre side:
”Jeg var sulten, og I gav mig mad; jeg var
tørstig, og I gav mig vand; jeg var
fremmed, og I sørgede for mig; jeg var nøgen,
og I gav mig tøj; jeg var syg og i fængsel,
og I besøgte mig.”
De
retfærdige vil svare: ”Herre, hvornår så
vi dig sulten og gav dig noget at spise?
Eller tørstig og gav dig noget at drikke?
Hvornår så vi dig som en fremmed og hjalp
dig? Eller nøgen, og gav dig tøj at tage på?
Hvornår har vi nogen sinde set dig syg
eller i fængsel og besøgt dig?”
Og
Kongen vil sige til dem: ”Hvad I har gjort
for en af mine mest oversete brødre, det
har I gjort for mig!”
Vi
håber I har det godt hjemme i Danmark! Vi må
hellere slutte på swahili så.... MUNGO
AKUBARIKKI! (Må Gud velsigne dig!)
G
og R
Herunder
ses nogle af pigerne fra New Life Girls
House i gang med tøjvask og billedet th er
fra en gade i Nakuru centrum
Jambo
sana!
Puha,
tiden flyver af sted og der sker en hel
masse….
For
nogle uger siden havde vi besøg af
Christian Staal og Rebekka Friis, som bor
hos Søren og Birgitte i Eldoret. Lørdag
lejede vi cykler og kæmpede os op ad
bakkerne omkring Nakuru (på vej op til det
berømte krater, som Daniel Jondahl engang
faldt i). Vi kom selvfølgelig et par timer
forsinket af sted, og cyklerne var ikke helt
tip top – faktisk skulle man være glad
hvis enten bremser eller gear virkede. Vores
guide, Arthur, er professionel cykelrytter,
og I bliver lige NØDT til at høre en
historie om den kære kenyaner:
Han
var til et stort cykelløb i Manchester
sammen med sine holdkammerater. Arthur og en
af de andre fandt en dejlig stor, rigtig god
vej, som de cyklede udad. De syntes, de
hvide mennesker var så flinke, for alle
vinkede og dyttede. Politiet kom endda også
og vinkede til dem, og de satte farten helt
ned og råbte noget til dem. Kenyanerne
vinkede selvfølgelig tilbage og fortsatte.
Først da politiet talte over deres højtalere
forstod de, at de skulle stoppe. Hvor skulle
de vide fra, at man ikke må cykle på
motorvejen? Det endte med at de cyklede
videre med politieskorte til nærmeste frakørsel.
Dagen
efter var vi med Susan i børnefængslet (læreren,
som også tog os med ud til gadedrengene).
Hun tager derhen hver søndag og holder
gudstjeneste. Vi sang nogle sange og
fortalte lidt. Der er mellem 80 og 100 børn
(og ca. 40-50 sengepladser). Ikke alle er
kriminelle, stedet bliver også brugt som en
slags børnehjem.
Weekenden
efter (15.–17. maj) smuttede vi en lille
tur til Uganda sammen med Ann-Katrine og de
to danskere fra Eldoret. Turen var med et
formål: At river rafte om søndagen. Vi tog
hjem igen mandag. Man kan tage en bus hele
vejen fra Nakuru og det tog ca. 9 timer at nå
frem til bestemmelsesstedet. Vejene er skrækkeligt
hullede, og vi lettede fra sæderne flere
gange.
Vi
var os fem i båden, tre andre passagerer og
en guide. Derudover var der en anden stor
gummibåd, en såkaldt "safety-boat",
som ikke kæntrer nær så nemt og et par små
kajakker, som er klar til at komme og hjælpe,
hvis man falder ud. Det var rigtig fedt! Det
gav et ordentligt sug i maven, når vi
styrede igennem Nilens vilde bølger! Andre
gange, når vandet var stille, hoppede vi i
vandet i svømmede lidt med strømmen.
Vandfaldene
er delt ind i sværhedsgraderne 1-5. 1 er
meget, meget nem, 5 er rimelig svær at
komme igennem uden at kæntre og 6 er
livsfarlig, så derfor sejler man aldrig
igennem dem. Vi kom til en 5'er, hvor man
virkelig ikke må kæntre i starten, fordi
der er mange klipper. Og hvad skete der?
Vores båd kom forkert ind og flippede med
det samme! Vi havde fået besked på at
holde fast i båden, hvis vi kæntrede, men
strømmen var meget voldsom, og man bliver
bare revet med. Vi var SÅ bange, for vi
vidste, at det virkelig virkelig ikke skulle
være sket, og at det var vildt farligt.
Vandet var ikke særligt dybt, og man blev
bare kastet rundt i mellem klipperne! Man
kan jo overhovedet ikke orientere sig, ikke
se hvornår man kommer igennem, og ikke selv
styre om man har hovedet over eller under
vandet (og det er mest under!)
Strømmen
er stærk, så man kommer da heldigvis
rimeligt hurtigt igennem (selvom det føles
som en evighed!). Vi kom alle op i bådene
igen og sejlede ind til bredden. Vi var
virkelig heldige, for vi slap med
hudafskrabninger, slag og blå mærker. Tak
Jesus! Vi to og Rebekka var for forslåede
til at forsætte turen. Det er tre år siden
de har haft en ulykke sidst, og det var
overhovedet ikke så slemt, så det er bare
surt, at det gik ud over os! Her tre uger
efter har vi stadig nogle ømme steder og mærker
efter vores sår. Vi har det hele på DVD, så
I skal nok få det at se, men det er ikke
for folk med sarte nerver!
D.
21.-23. maj var vi med Leif og Susanne
på Crusade i North Baringo. Det
ligger oppe i bjergene 5 timers kørsel fra
Nakuru. De sidste 40 km var på en elendig
stenvej, hvor vi max kunne køre 15 km/t.
Der var utrolig smukt og en helt fantastisk
udsigt fra de små bjergveje. Har du ikke
selv bil kan du tage en matatu (minibus),
men er nødt til at gå to timer. Det er svært
at forstå, hvordan folk kan bo så langt
ude - og have ingenting! Der kommer måske 2
biler om året derud. De folk vi besøgte
skal gå en time for at komme til marked og
handle, og så skal de bære alting hjem.
Man skal kigge efter, hvor man træder, for
der er en del slanger og skorpioner - men vi
så godt nok kun en enkelt lille skorpion.
Vi
holdt børnemøder, friluftsmøde på
markedet og om aftenen viste vi filmen
”Korset og springkniven” på storskærm
(med strøm fra den medbragte generator). Vi
så næsten ingen folk, da vi kørte derhen,
men alligevel dukkede der omkring 200 op første
aften og 400 anden aften. Da vi var færdige
forsvandt de i hver sin retning ind mellem
træerne. Der var buldermørkt, og måske
skulle de gå to timer hjem.
Lørdag
d. 29. var Ann-Katrine og G med Susan ude
ved gadedrengene meget tidligt om morgenen.
Vi snakkede med dem, sang med dem og gav dem
morgenmad. Bagefter kørte vi ud på en
losseplads lidt udenfor byen, hvor der også
er nogle gadebørn. Lige da vi kom, så der
ikke ud til at være ret mange mennesker.
Efterhånden som vi gik op igennem det store
område, dukkede der dog flere og flere
frem. I alt så vi nok omkring 70 mennesker
deroppe! Det var folk i alle aldre, men
langt de fleste var små børn. Der bor en
del unge kvinder derude med babyer. Nogle af
dem er selv vokset op på den losseplads, og
nu gør deres børn også, de kender ikke
til andet og har ingen fremtid. Der er nogle
bygninger, hvor de lejer nogle små værelser,
men det er meget svært for dem at betale,
selvom huslejen kun er 15-35 kr. om måneden.
De tjener lidt penge ved at sortere affaldet
og sælge noget af det videre til genbrug.
Susan
vil gerne hjælpe disse kvinder og deres børn
mere stabilt. På nuværende tidspunkt er
det svært, da hun betaler alt af egen
lomme. Kunne du tænke dig at hjælpe?
Pengene strækker noget længere herude, så
er der nogen, der vil give bare 50 kr. om måneden,
ville det være en stor hjælp! Tænk over
det! Hvis du så stedet og menneskerne,
ville du ikke være i tvivl!
Det
lyder som om, det kun er weekenderne vi
laver noget spændende, men sådan er det
altså ikke! Vores hverdage bruger vi nede på
skolen, og det er også helt fantastisk.
Runi underviser voksenklassen i engelsk hver
formiddag og har nogle guitar- og baselever
om eftermiddagen. Gurli hjælper hjemme på
kontoret om formiddagen. Om eftermiddagen
underviser hun 4. – 8. klasse i creative
art (tegning), taler i søndagsskolen og
underviser i dans. Vi leger med de små børn,
drikker te med lærerne, snakker med de
store børn og nyder i det hele taget bare
at være der!
I
starten syntes vi det var helt umuligt at
kende forskel på børnene, for I vores øjne
lignede de hinanden – de er jo alle sammen
mørke og har sort hår! Det har dog ændret
sig! Nu kender vi dem rigtig godt og holder
utroligt meget af dem. De har været så søde
mod os og glade for at have os der. Lige fra
de små børnehaveklassebørn, der kommer løbende
og vil holde en i hånden og røre ved ens hår
- til teenagerne i New Life House, som man
kan joke med, snakke seriøst og høre om
deres liv.
Vi
har også været på besøg hos flere af
medarbejderne og inviteret nogle på frokost
i byen. Runi har sovet nede ved drengene en
nat og Gurli to gange hos pigerne. Det er
rigtig hyggeligt – bortset fra at de står
op kl. 5 for at bede, gøre rent, lave
morgenmad, for mange af dem skal være i
skole allerede kl. 7. En anden dag kørte vi
med Susanne ned i Nakurus slumområde og ud
på nogle af skolerne der. Folk bor i usle
små skure lavet af alt fra kolort til
plastikposer, der ligger affald overalt,
folk sidder og skider i de små marker ved
siden af vejen, og vejene er nogen steder ødelagt
af regnen – vi var faktisk nødt til at
bruge 4-hjulstræk et enkelt sted!
Det
er mærkeligt at vi skal hjem om tre uger,
men vi glæder os faktisk rigtig meget,
selvom det også er enormt trist at forlade
alle menneskerne her.
Vi
håber, at I alle har det godt! Gå en tur
rundt i dit hus/din lejlighed. Åbn
vandhanen og tag en ordentlig slurk, kig i
dit køleskab, gå på toilet og skyl ud
bagefter, kig på dine møbler, anlæg, TV
og alle dine andre rigdomme, giv din familie
et knus – OG NYD DET HELE! Du er umådeligt
rig og heldig i forhold til mange af de
mennesker vi møder her!
Varme
hilsner fra R og G
PS.
En særlig hilsen til Petra og Majken, som
sendte slik og Knorr-sovs til os. TAK! Vi er
dybt taknemmelige!
En
lige så stor tak til de unge fra
pinsekirken i Aalborg, som sendte penge til
os. De 170 kr. var det nok til en
middag for os alle fire (vi to, Malene og
Ann-Katrine) på en af byens bedste
restauranter!
Her
under ses gæstehuset, hvor vi boede.
Jambo
warafiki!
(Hej
venner!)
Nu
har vi virkelig set Afrika! Sidste uge var
vi med Leif og Susanne i Turkana, et stort
ørkenområde på grænsen til Sudan, der er
opkaldt efter stammen, som bor der.
Vi
kørte af sted tirsdag formiddag og kørte
ca. 9 timer fra Nakuru. Første sted vi kom
til var en lille by, endda med både
butikker og strøm fra en lille generator.
Om aftenen viste vi film, og så kørte vi
tidligt næste morgen.
Så
kan I ellers tro, at vi kom langt ud! I
landsbyen vi kom til boede folk i små runde
hytter lavet at strå og grene. Få gik i
”almindeligt tøj”, de fleste havde bare
tynde tæpper rundt om sig. Nogle af pigerne
og kvinderne havde skindnederdele (G købte
en med hjem), og mange af dem havde en masse
kulørte perlekæder hele vejen op af
halsen. Den traditionelle frisure er hanekam
med korte fletninger, endda også til de
gamle gråhårede damer. Babyerne har også
hanekam og er ikke iført andet end et par
perlekæder.
Hver
dag kørte vi 2-4 timer videre til en ny
landsby, alle sammen langt ude i ødemarken.
Når vi kom holdt Ann-Katrine, Malene og G møde
for børnene imens der blev sat biograf op
til om aftenen. Når mørket faldt på ved
19-tiden startede nogle af de lokale med
lovsang, så folk blev trukket til. Først
blev der vist en kort AIDS-film, så snakket
lidt, og derefter vist en spillefilm (de
fleste aftener Jesus-filmen). Midt i filmen
blev der holdt pause og prædiket. I alt var
der omkring 3000 mennesker i løbet af alle
aftenerne
Næste
formiddag holdt vi så gudstjeneste inden vi
kørte videre til næste sted. To dage var
der dåb om formiddagen. Første sted var
det nærmest bare i en stor vandpyt i det
udtørrede flodleje, andet sted var der en
rimelig stor flod. I alt var der 29, der
blev døbt, mest store børn og unge
mennesker. De holdt dåb, fordi vi havde en
pastor med fra en anden by.
Menneskerne
var meget søde, men de er bare frygtelig
fattige. Der er meget varmt i området og
derfor utroligt tørt. Alle floder var udtørrede,
og det er umuligt at dyrke jorden. Nogle af
stederne ejede de knap nok køkkenredskaber,
så vi kunne forberede mad. Det eneste de
har, er nogle dromedarer og geder (vi så
mange store flokke af dromedarer, når vi kørte
imellem landsbyerne). I perioder spiser de måske
kun en gang om ugen, så de er dybt afhængige
af den nødhjælp, som FN kommer med en gang
imellem.
Vi
synes jo selv, at vi er ved at kunne en del
swahili. Det hjælper desværre ikke så
meget, når man kommer udenfor byerne, da
Kenya har 42 forskellige stammer med hver
deres sprog, og de er vidt forskellige.
Før
vi tog af sted hjemmefra havde Leif og
Susanne pisket en stemning op, om hvor mange
slanger og skorpioner der ville være, men
dem så vi ikke meget til. Vi så en enkelt
skorpion, som var blevet slået ihjel. Vi
havde også fået at vide, at vi skulle have
en bevæbnet politimand med i bilen pga.
risikoen for væbnede røvere, men det blev
heller ikke til noget. Politiet mente, at
det var fredeligt nok for os at køre alene.
I det hele taget havde vi ikke et eneste
problem, ikke engang en punktering.
Nu
er vi tilbage i Nakuru og prøver at udnytte
den sidste uge på skolen så godt som
muligt. Børnene er så kede af, at vi snart
skal hjem – ”no teacher, don’t go”.
Vi er selvfølgelig også kede af at
sige farvel. Søndag tager vi til Nairobi og
overnatter en enkelt gang. Så tager vi
toget til kystbyen Mombasa og bruger 4 dage
på luksushotel. Derefter tilbage til
Nairobi, hvor vi overnatter igen, inden vi
skal flyve hjem søndag d. 27.
Som
I nok har tydet ud fra vores mails, så har
vi været vildt glade for at være her. Det
har været en kæmpe oplevelse, som virkelig
også har lært os meget. Vi vil savne alle
børnene, de unge, lærerne, byen - ALT –
og vi håber vi kan komme tilbage på et
tidspunkt.
Vi
glæder os også rigtig meget til at komme
hjem og se jer alle sammen. Få dage efter
vi kommer hjem, tager vi på Pinsevækkelsens
Sommer Camp 1½ uge. Derefter er vi i
Aalborg en uges tid, og så tager vi til Færøerne
tre uger. Når vi kommer hjem i starten af
august slår vi os ned i Aalborg igen. Hvor
vi skal bo ved vi ikke endnu, så er der
nogen af jer, der kender til en tom
lejlighed må I endelig sige til!
Vi
ses i Danmark!
R
og G
Her
under billede fra Turkana
Læs
om projektet på: www.newlife-africa.com
|
