Habari!

 Nu har vist oplevet mere end rigeligt til at fylde en mail. Vi har det rigtig godt og er glade for at være her i Kenya. Håber det står godt til i Danmark, har hørt i har haft en del sol - men det kan nok ikke blive til så meget, som vi har fået!

Vi fløj fra Billund kl. 12:00 d. 29. marts og ankom til Nairobi kl. 05:00 d. 30. marts. Flyveturen er ikke så lang, men vi havde to mellemlandinger med en del ventetid.

Susanne og Leif hentede os i lufthavnen og vi kørte direkte til kystbyen Mombasa. Det var en bumlet, klemt tur (10 personer + bagage i en 9 personers bil) på 9 timer - men det var det værd! De første seks dage boede vi i nogle rigtig hyggelige, store hytter tæt på stranden. Susanne og Leif med deres gæster Willy og Marie i en hytte og vi unge i en anden: Rebekka og Malene (Susanne og Leifs døtre), Ann-Katrine (også fra Aalborg), Jason (ven af familien, bor også i Nakuru) og os to. Vejret var skønt, og vi havde de paradisiske omgivelser for os selv. Tiden gik med at snorkle og bade i det 35 grader varme vand, slikke sol, spise, en tur til den gamle bydel i Mombasa og en grillfest på stranden som afslutning.

De næste dage var vi på LUKSUS hotel med fri ALT, dvs. sodavand, is, kæmpe buffet, surf & sejlads m.m. Der blev også tid til oliemassage og snorkleture, når vi ikke lå ved poolen og dasede.

Vi kom hjem onsdag aften. Langfredag morgen tog vi på camping med alle drengene og pigerne fra New Life House, i alt var vi ca. 70. Vi camperede ved en skole lidt uden for Nakuru. For mange var det første eller anden gang de sov i telt, men de elskede det!!! Det var dog lidt kaotisk at få tyve telte slået op og pakket sammen igen...

2. påskedag var vi i Lake Nakuru National Park. Dyreparken ligger omkring en sø, som er hjemmested for 1-2 MILLIONER flamingoer. De står helt tæt lige i vandkanten. Det ser imponerende ud på afstand, men lugter knapt så godt tæt på. Vi kom helt tæt på bøfler, en stor flok giraffer, forskellige gazeller, næsehorn, zebraer og endda en leopard, hvilket ellers er sjældent. Der var rigtig mange aber, som bestemt ikke var bange for at komme tæt på. En var endda fræk nok til at stjæle vores madpakker! Vi gik desværre glip af løverne.

Om aftenen holdt vi fest for drenge og pigerne fra New Life House. Det er en fast månedlig begivenhed. Der var rigtig god mad, og der blev sunget, danset, rappet, fortalt livshistorier og lavet konkurrencer. Det var en rigtig god aften.

Skolen har holdt ferielukket, men vi har været der nede mange dage for at være sammen med drengene og pigerne. Drengene bor på en sovesal på skolen. Der er 28 i alderen 7 - 19 år. Pigerne bor i en lejlighed ved siden af skolen. Der er 17 i alderen 9 - 17. De er fantastisk søde og dejlige, men har nogle forfærdelige livshistorier. Mange er forældreløse eller flygtet hjemmefra pga. tæsk, seksuelt misbrug, alkoholiske forældre eller er måske blevet smidt ud eller efterladt af deres forældre. Nogle har levet på gaden flere år med kriminalitet til følge, og nogen kommer fra børnefængslet. Der bliver mange gadebørn anbragt, hvis politiet ser dem strejfe om.

 Det er fantastisk at se, hvad Gud har gjort i deres liv. De bliver fri fra limsnifning, frygt, mindreværd, mistillid og får håb og tro på fremtiden. Vi kan virkelig tage ved lære af deres taknemmelighed over hvad de har, deres glæde og spontane begejstring og deres venlighed.

 R har en del elever til guitar, bas og klaverundervisning, muligvis også kor og lovsang. Han skal også føre tilsyn med drenge der tidligere har boet i New Life House men som nu bor ude i byen og har lærepladser forskellige steder, være hjælpelærer i matematik og hjælpe med praktiske opgaver. G har et dansehold og skal også undervise i billedkunst / krea. Hun skal hjælpe til med kontorarbejde og de daglige børnemøder på skolen. Derudover er vi også bare sammen med dem, snakker og hygger og laver sport sammen med dem.

 Dem der ikke ved vi laver hernede kan eventuelt kigge på hjemmesiden www.betania.dk, klik ind under  "Mission" og "Susanne og Leif"

 Hvis I skulle få lyst til at sende slik (vingummier og lakridser!!!!!), Knorr - sovs eller andre lækre ting som man ikke kan få her i Kenya, så er vores adresse:

 I er velkomne til at sms´e, det er ikke så dyrt.

 Venlig hilsen G & R 

(R mente ikke I ku' holde til at læse så meget, men det var da ikke så slemt vel?....)

Herunder ses G sammen med 5. klasse på New Life School og på billedet th nogle af skolens lærere

Habari zenu!

 ("Habari" og svaret "msuri" betyder egentlig "hvordan går det?" - "fint", men det bruges bare som hilsen) 

Alting tager lidt længere tid her i Kenya og man skal  ikke regne med at man starter til det planlagte tidspunkt. Kommer man gående i hurtigt tempo, er der måske nogen, der råber ”pole pole”. Det betyder ”ta’ det roligt/slap af”, og det er meget typisk for hele kulturen.

 Vi var til globryllup og iflg. invitationen skulle ceremonien i kirken starte kl. 10. Vi kom kl. 11, da vi var klar over, at det nok var forsinket. Bruden kom dog først lidt over et, men kom først ind i den propfulde kirke ca. 13.30! Bagefter var der spisning, hvor alle var velkomne. Da vi ved 17-tiden kunne se, at det tidligst ville komme i gang kl. 18, og vi ikke havde fået andet end morgenmad, valgte vi at køre hjem.

På trods af den lange ventetid, de alt for sultne maver og den mega varme, stopfyldte kirke (der stod en del og kiggede ind ad vinduerne selvom folk faktisk sad på skødet af hinanden på bænkene) så var det spændende at overvære. Der var et stort hornorkester fra Frelsen Hær, mindst 15 brudepiger og lige så mange brudesvende. Folk hujede og hvinede da bruden kom ind og da de sagde ja til hinanden, men man så næsten ikke brudeparret smile.

 Et andet eksempel… En pumpe på vandværket gik i stykker i starten af april, og de havde ikke rigtig penge til at lave den. Det betød, at der ikke kom noget vand til vores hus! Den er først blevet lavet for en uges tid siden. I mellemtiden har Leif med jævne mellemrum bestilt tankbiler til at komme med vand og vi har taget bad i en sportsklub nede i byen. Før dette skete havde vi været uden strøm i et par dage. Lige efter vi fik vand igen, der døde telefonen sørme og er først blevet lavet efter 3-4 dage.

 Vi har været på camping ved Lake Baringo, hvor der er meget smukt og mange specielle fugle. Det var kun en enkelt overnatning. Vi var på bådtur og så både nogle krokodiller og en del flodheste. Om aftenen og natten går flodhestene op og græsser på campingpladsen. Vi kunne høre dem grynte og smaske rundt omkring og listede rundt med lommelygte for at få et glimt, hvilket også lykkedes (måske undrer du dig over at det kan være svært at få øje på en flodhest, men belysning uden for byerne i Kenya er altså meget sparsom, så efter kl. 19 er der bare mørkt!). Flodheste er ikke sådan at spøge med. Hvis en bliver hidsig, så er der altså ikke meget teltlejr tilbage!

 Skolen startede i sidste uge. På New Life School går der ca. 550 børn fra “nursery” (bh.kl.) til Standard 8 (svarer til 9. klasse). Alle kommer fra meget fattige hjem. Mange er forældreløse og bor ved slægtninge. Alle skoler i Kenya holder normalt ferielukket hele april, men her holder de åbent to uger ekstra, da mange af børnene ellers ikke har nogen steder at være og måske ikke engang får mad. På skolen får de to måltider hver dag.

 Vi har besøgt flere af medarbejderne fra skolen privat. Når vi går rundt i boligområderne har vi gerne en hale af børn efter os, der råber ”how are you? How are you?”” eller ”mzungu” (hvide mennesker). Der ligger affald overalt – men hvad skal man gøre, når der ikke er noget renovationsvæsen? Der er små duka’er (boder/kiosker) på hvert eneste hjørne, og så trisser der gerne nogle køer og får rundt. Hjemmene er beskedne, men man bliver taget hjerteligt imod, og de serverer det bedste de kan.

 En tidlig morgen var vi med Susan, en af lærerne fra skolen, ude med morgenmad til gadebørnene i byen. Hun tager alene ud et par gange om måneden, snakker med dem og køber lidt mad til dem for sine egne penge. Det er skrækkeligt at se børn helt ned til 6-7 år gå rundt møgbeskidte og sniffe lim. Vi mødte ca. 20 midt inde i byen.

 Til hverdag når man går rundt i byen kan man heller ikke undgå at støde på gadebørn. Man føler sig så magtesløs, for at give dem lidt mad hjælper jo kun her og nu. Nogle bestemte vers fra Mattæus evangeliet kap. 26 har fået helt ny relevans for os:

 Da vil Kongen (Jesus) sige til dem på sin højre side: ”Jeg var sulten, og I gav mig mad; jeg var tørstig, og I gav mig vand; jeg var fremmed, og I sørgede for mig; jeg var nøgen, og I gav mig tøj; jeg var syg og i fængsel, og I besøgte mig.”

De retfærdige vil svare: ”Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise? Eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og hjalp dig? Eller nøgen, og gav dig tøj at tage på? Hvornår har vi nogen sinde set dig syg eller i fængsel og besøgt dig?”

Og Kongen vil sige til dem: ”Hvad I har gjort for en af mine mest oversete brødre, det har I gjort for mig!”

 Vi håber I har det godt hjemme i Danmark! Vi må hellere slutte på swahili så.... MUNGO AKUBARIKKI! (Må Gud velsigne dig!)

 G og R

Herunder ses nogle af pigerne fra New Life Girls House i gang med tøjvask og billedet th er fra en gade i Nakuru centrum

Jambo sana!

 Puha, tiden flyver af sted og der sker en hel masse….

 For nogle uger siden havde vi besøg af Christian Staal og Rebekka Friis, som bor hos Søren og Birgitte i Eldoret. Lørdag lejede vi cykler og kæmpede os op ad bakkerne omkring Nakuru (på vej op til det berømte krater, som Daniel Jondahl engang faldt i). Vi kom selvfølgelig et par timer forsinket af sted, og cyklerne var ikke helt tip top – faktisk skulle man være glad hvis enten bremser eller gear virkede. Vores guide, Arthur, er professionel cykelrytter, og I bliver lige NØDT til at høre en historie om den kære kenyaner:

Han var til et stort cykelløb i Manchester sammen med sine holdkammerater. Arthur og en af de andre fandt en dejlig stor, rigtig god vej, som de cyklede udad. De syntes, de hvide mennesker var så flinke, for alle vinkede og dyttede. Politiet kom endda også og vinkede til dem, og de satte farten helt ned og råbte noget til dem. Kenyanerne vinkede selvfølgelig tilbage og fortsatte. Først da politiet talte over deres højtalere forstod de, at de skulle stoppe. Hvor skulle de vide fra, at man ikke må cykle på motorvejen? Det endte med at de cyklede videre med politieskorte til nærmeste frakørsel.

 Dagen efter var vi med Susan i børnefængslet (læreren, som også tog os med ud til gadedrengene). Hun tager derhen hver søndag og holder gudstjeneste. Vi sang nogle sange og fortalte lidt. Der er mellem 80 og 100 børn (og ca. 40-50 sengepladser). Ikke alle er kriminelle, stedet bliver også brugt som en slags børnehjem.

 Weekenden efter (15.–17. maj) smuttede vi en lille tur til Uganda sammen med Ann-Katrine og de to danskere fra Eldoret. Turen var med et formål: At river rafte om søndagen. Vi tog hjem igen mandag. Man kan tage en bus hele vejen fra Nakuru og det tog ca. 9 timer at nå frem til bestemmelsesstedet. Vejene er skrækkeligt hullede, og vi lettede fra sæderne flere gange.

 Vi var os fem i båden, tre andre passagerer og en guide. Derudover var der en anden stor gummibåd, en såkaldt "safety-boat", som ikke kæntrer nær så nemt og et par små kajakker, som er klar til at komme og hjælpe, hvis man falder ud. Det var rigtig fedt! Det gav et ordentligt sug i maven, når vi styrede igennem Nilens vilde bølger! Andre gange, når vandet var stille, hoppede vi i vandet i svømmede lidt med strømmen.

 Vandfaldene er delt ind i sværhedsgraderne 1-5. 1 er meget, meget nem, 5 er rimelig svær at komme igennem uden at kæntre og 6 er livsfarlig, så derfor sejler man aldrig igennem dem. Vi kom til en 5'er, hvor man virkelig ikke må kæntre i starten, fordi der er mange klipper. Og hvad skete der? Vores båd kom forkert ind og flippede med det samme! Vi havde fået besked på at holde fast i båden, hvis vi kæntrede, men strømmen var meget voldsom, og man bliver bare revet med. Vi var SÅ bange, for vi vidste, at det virkelig virkelig ikke skulle være sket, og at det var vildt farligt. Vandet var ikke særligt dybt, og man blev bare kastet rundt i mellem klipperne! Man kan jo overhovedet ikke orientere sig, ikke se hvornår man kommer igennem, og ikke selv styre om man har hovedet over eller under vandet (og det er mest under!)

 Strømmen er stærk, så man kommer da heldigvis rimeligt hurtigt igennem (selvom det føles som en evighed!). Vi kom alle op i bådene igen og sejlede ind til bredden. Vi var virkelig heldige, for vi slap med hudafskrabninger, slag og blå mærker. Tak Jesus! Vi to og Rebekka var for forslåede til at forsætte turen. Det er tre år siden de har haft en ulykke sidst, og det var overhovedet ikke så slemt, så det er bare surt, at det gik ud over os! Her tre uger efter har vi stadig nogle ømme steder og mærker efter vores sår. Vi har det hele på DVD, så I skal nok få det at se, men det er ikke for folk med sarte nerver!

 D. 21.-23. maj var vi med Leif og Susanne  på Crusade i North Baringo. Det ligger oppe i bjergene 5 timers kørsel fra Nakuru. De sidste 40 km var på en elendig stenvej, hvor vi max kunne køre 15 km/t. Der var utrolig smukt og en helt fantastisk udsigt fra de små bjergveje. Har du ikke selv bil kan du tage en matatu (minibus), men er nødt til at gå to timer. Det er svært at forstå, hvordan folk kan bo så langt ude - og have ingenting! Der kommer måske 2 biler om året derud. De folk vi besøgte skal gå en time for at komme til marked og handle, og så skal de bære alting hjem. Man skal kigge efter, hvor man træder, for der er en del slanger og skorpioner - men vi så godt nok kun en enkelt lille skorpion.

 Vi holdt børnemøder, friluftsmøde på markedet og om aftenen viste vi filmen ”Korset og springkniven” på storskærm (med strøm fra den medbragte generator). Vi så næsten ingen folk, da vi kørte derhen, men alligevel dukkede der omkring 200 op første aften og 400 anden aften. Da vi var færdige forsvandt de i hver sin retning ind mellem træerne. Der var buldermørkt, og måske skulle de gå to timer hjem.

 Lørdag d. 29. var Ann-Katrine og G med Susan ude ved gadedrengene meget tidligt om morgenen. Vi snakkede med dem, sang med dem og gav dem morgenmad. Bagefter kørte vi ud på en losseplads lidt udenfor byen, hvor der også er nogle gadebørn. Lige da vi kom, så der ikke ud til at være ret mange mennesker. Efterhånden som vi gik op igennem det store område, dukkede der dog flere og flere frem. I alt så vi nok omkring 70 mennesker deroppe! Det var folk i alle aldre, men langt de fleste var små børn. Der bor en del unge kvinder derude med babyer. Nogle af dem er selv vokset op på den losseplads, og nu gør deres børn også, de kender ikke til andet og har ingen fremtid. Der er nogle bygninger, hvor de lejer nogle små værelser, men det er meget svært for dem at betale, selvom huslejen kun er 15-35 kr. om måneden. De tjener lidt penge ved at sortere affaldet og sælge noget af det videre til genbrug.

 Susan vil gerne hjælpe disse kvinder og deres børn mere stabilt. På nuværende tidspunkt er det svært, da hun betaler alt af egen lomme. Kunne du tænke dig at hjælpe? Pengene strækker noget længere herude, så er der nogen, der vil give bare 50 kr. om måneden, ville det være en stor hjælp! Tænk over det! Hvis du så stedet og menneskerne, ville du ikke være i tvivl!

 Det lyder som om, det kun er weekenderne vi laver noget spændende, men sådan er det altså ikke! Vores hverdage bruger vi nede på skolen, og det er også helt fantastisk. Runi underviser voksenklassen i engelsk hver formiddag og har nogle guitar- og baselever om eftermiddagen. Gurli hjælper hjemme på kontoret om formiddagen. Om eftermiddagen underviser hun 4. – 8. klasse i creative art (tegning), taler i søndagsskolen og underviser i dans. Vi leger med de små børn, drikker te med lærerne, snakker med de store børn og nyder i det hele taget bare at være der!

 I starten syntes vi det var helt umuligt at kende forskel på børnene, for I vores øjne lignede de hinanden – de er jo alle sammen mørke og har sort hår! Det har dog ændret sig! Nu kender vi dem rigtig godt og holder utroligt meget af dem. De har været så søde mod os og glade for at have os der. Lige fra de små børnehaveklassebørn, der kommer løbende og vil holde en i hånden og røre ved ens hår - til teenagerne i New Life House, som man kan joke med, snakke seriøst og høre om deres liv.

 Vi har også været på besøg hos flere af medarbejderne og inviteret nogle på frokost i byen. Runi har sovet nede ved drengene en nat og Gurli to gange hos pigerne. Det er rigtig hyggeligt – bortset fra at de står op kl. 5 for at bede, gøre rent, lave morgenmad, for mange af dem skal være i skole allerede kl. 7. En anden dag kørte vi med Susanne ned i Nakurus slumområde og ud på nogle af skolerne der. Folk bor i usle små skure lavet af alt fra kolort til plastikposer, der ligger affald overalt, folk sidder og skider i de små marker ved siden af vejen, og vejene er nogen steder ødelagt af regnen – vi var faktisk nødt til at bruge 4-hjulstræk et enkelt sted!

 Det er mærkeligt at vi skal hjem om tre uger, men vi glæder os faktisk rigtig meget, selvom det også er enormt trist at forlade alle menneskerne her.

 Vi håber, at I alle har det godt! Gå en tur rundt i dit hus/din lejlighed. Åbn vandhanen og tag en ordentlig slurk, kig i dit køleskab, gå på toilet og skyl ud bagefter, kig på dine møbler, anlæg, TV og alle dine andre rigdomme, giv din familie et knus – OG NYD DET HELE! Du er umådeligt rig og heldig i forhold til mange af de mennesker vi møder her!

 Varme hilsner fra R og G

 PS. En særlig hilsen til Petra og Majken, som sendte slik og Knorr-sovs til os. TAK! Vi er dybt taknemmelige!

En lige så stor tak til de unge fra pinsekirken i Aalborg, som sendte penge til os. De 170 kr. var det nok til en middag for os alle fire (vi to, Malene og Ann-Katrine) på en af byens bedste restauranter!

Her under ses gæstehuset, hvor vi boede.

Jambo warafiki!

(Hej venner!)

 Nu har vi virkelig set Afrika! Sidste uge var vi med Leif og Susanne i Turkana, et stort ørkenområde på grænsen til Sudan, der er opkaldt efter stammen, som bor der.

 Vi kørte af sted tirsdag formiddag og kørte ca. 9 timer fra Nakuru. Første sted vi kom til var en lille by, endda med både butikker og strøm fra en lille generator. Om aftenen viste vi film, og så kørte vi tidligt næste morgen.

 Så kan I ellers tro, at vi kom langt ud! I landsbyen vi kom til boede folk i små runde hytter lavet at strå og grene. Få gik i ”almindeligt tøj”, de fleste havde bare tynde tæpper rundt om sig. Nogle af pigerne og kvinderne havde skindnederdele (G købte en med hjem), og mange af dem havde en masse kulørte perlekæder hele vejen op af halsen. Den traditionelle frisure er hanekam med korte fletninger, endda også til de gamle gråhårede damer. Babyerne har også hanekam og er ikke iført andet end et par perlekæder.

 Hver dag kørte vi 2-4 timer videre til en ny landsby, alle sammen langt ude i ødemarken. Når vi kom holdt Ann-Katrine, Malene og G møde for børnene imens der blev sat biograf op til om aftenen. Når mørket faldt på ved 19-tiden startede nogle af de lokale med lovsang, så folk blev trukket til. Først blev der vist en kort AIDS-film, så snakket lidt, og derefter vist en spillefilm (de fleste aftener Jesus-filmen). Midt i filmen blev der holdt pause og prædiket. I alt var der omkring 3000 mennesker i løbet af alle aftenerne

Næste formiddag holdt vi så gudstjeneste inden vi kørte videre til næste sted. To dage var der dåb om formiddagen. Første sted var det nærmest bare i en stor vandpyt i det udtørrede flodleje, andet sted var der en rimelig stor flod. I alt var der 29, der blev døbt, mest store børn og unge mennesker. De holdt dåb, fordi vi havde en pastor med fra en anden by.

 Menneskerne var meget søde, men de er bare frygtelig fattige. Der er meget varmt i området og derfor utroligt tørt. Alle floder var udtørrede, og det er umuligt at dyrke jorden. Nogle af stederne ejede de knap nok køkkenredskaber, så vi kunne forberede mad. Det eneste de har, er nogle dromedarer og geder (vi så mange store flokke af dromedarer, når vi kørte imellem landsbyerne). I perioder spiser de måske kun en gang om ugen, så de er dybt afhængige af den nødhjælp, som FN kommer med en gang imellem.

 Vi synes jo selv, at vi er ved at kunne en del swahili. Det hjælper desværre ikke så meget, når man kommer udenfor byerne, da Kenya har 42 forskellige stammer med hver deres sprog, og de er vidt forskellige.

 Før vi tog af sted hjemmefra havde Leif og Susanne pisket en stemning op, om hvor mange slanger og skorpioner der ville være, men dem så vi ikke meget til. Vi så en enkelt skorpion, som var blevet slået ihjel. Vi havde også fået at vide, at vi skulle have en bevæbnet politimand med i bilen pga. risikoen for væbnede røvere, men det blev heller ikke til noget. Politiet mente, at det var fredeligt nok for os at køre alene. I det hele taget havde vi ikke et eneste problem, ikke engang en punktering.

 Nu er vi tilbage i Nakuru og prøver at udnytte den sidste uge på skolen så godt som muligt. Børnene er så kede af, at vi snart skal hjem – ”no teacher, don’t go”.  Vi er selvfølgelig også kede af at sige farvel. Søndag tager vi til Nairobi og overnatter en enkelt gang. Så tager vi toget til kystbyen Mombasa og bruger 4 dage på luksushotel. Derefter tilbage til Nairobi, hvor vi overnatter igen, inden vi skal flyve hjem søndag d. 27.

 Som I nok har tydet ud fra vores mails, så har vi været vildt glade for at være her. Det har været en kæmpe oplevelse, som virkelig også har lært os meget. Vi vil savne alle børnene, de unge, lærerne, byen - ALT – og vi håber vi kan komme tilbage på et tidspunkt.

 Vi glæder os også rigtig meget til at komme hjem og se jer alle sammen. Få dage efter vi kommer hjem, tager vi på Pinsevækkelsens Sommer Camp 1½ uge. Derefter er vi i Aalborg en uges tid, og så tager vi til Færøerne tre uger. Når vi kommer hjem i starten af august slår vi os ned i Aalborg igen. Hvor vi skal bo ved vi ikke endnu, så er der nogen af jer, der kender til en tom lejlighed må I endelig sige til!

 Vi ses i Danmark!

R og G

Her under billede fra Turkana

Læs om projektet på: www.newlife-africa.com