Så er vi endelig ankommet til Thailand, nærmere bangkok - hvor vi nu har været i ca. 2.5 dag. Vi har indtil videre været udsat for lidt af hver, mest af svindel og humbug. Et må man forstå, at Thailændere specielt her i bangkok kun har et formål, nemlig at snyde dig. Det er faktisk ligemeget hvad man foretager sig, så skal thailænderne nok finde en måde at snyde dig på

Lad os starte lidt ud med at beskrive vores første dag her i Bangkok. Vi kom godt hen til hotellet, fik chekket ind, der var ingen problemer her. Vi kunne først få vores værelse kl 12.00 og vi var allerede ved vores hotel kl ca. 8.30, så den eneste mulighed var at gå ned i bangkok by for at snuse lidt rundt. Vi tog hen i det lokale shoppingcenter “JFK” som et et 7 etagers stort varehus med kopivarer (Et størrelses forhold ville nok være at koble 2 ålborg storcentre sammen - Som ville danne 1 etage i JFK - Så pænt stort!) Men det viste sig dog at dette imidlertid havde lukket (Pga helldigdag, noget budha halløj) Så de åbnede først igen kl 12.00. Derfor belsluttede vi at gå videre for at drive tiden. Men inden vi nåede noget blev vi hevet til side af en ukendt mand. Han fortalte os så at stedet var lukket, og han var sikkerhedsmand inde i storcentret (Her skal det lige siges at denne mand overhovedet ikke lignede noget der havde noget at gøre med en sikkerhedsvagt dømt udfra hans påklædning) Men denne mand eksisterede ligepludselig meget kraftigt på at ville hjælpe os rundt i bangkok. Der var ingen grænser for hvor meget han ville hjælpe os. Efter han havde prøvet at logge os med en masse steder hen vi skulle se, udfra et kort. Og vi endelig troede vi havde sluppet af med ham, så ville han ligepludselig hjælpe os hen til det lokale turristbureau.

Vi tænkte ja okay (Kenneth var ikk meget for at ville følge med, men jeg fik så overbevist ham) Så vi begav os efter ham, og vi gik nok i ca. 10min, hvor vi ikk anede hvor vi var, og der blev drøftet mange gange om vi ikke bare skulle stikke af. Endelig ankom vi så til bureauet, som viste sig at se meget rigtigt ud. Vi fik så en lang lang snak derinde, hvor de prøvede at pronge den ene og den anden tur på os. Det eneste vi tænkte på, var bare at komme væk. Men okay vi kunne ligeså godt spørge når vi nu endelig var der! Til sidst i samtalen tilbød chefen for turristbureauet så at køre os til en skræder. (Her tænkte vi så, ja hvorfor ikke - vi havde jo alligevel snakket om at vi ville have syet et jakkesæt) Vi insisterede på selv at gå derhen, og komme tilbage imorgen og snakkede videre om det (Bare for at komme væk) Men han ville simpelthen køre os, så vi kom ud til hans bil (En splinter ny mercedes) Så direktøren for det lokale turristbureau, valgte simpelthen at køre os hen til hans lokale skrædder for at vi kunne få de “Suits”.

Så vi bliver læsset af derhenne, og bliver nærmest hevet ind i forretningen, blive ført ind i forretningen - ned bagi forretningen, så der selvfølgelig ikke er nogen mulighed for at slippe væk derfra. Inden man har fået set sig om, har man fået smækket de første 3 magasiner i hovedet med mulige jakkesæt. Vi kiggede lidt på hinanden - rystede på hovedet, men blev så enige om bare at høre hvad der var af muligheder. Og inen vi vidste af det, havde vi fået taget mål, bestilt sættet, samt han stod og bedte om visa kort. Her satte vi dog grænsen, og fik ham overtalt til at vi kom igen næste dag og betalte (Dette var aldrig lykkedes uden alle de dårlige undskylninger vi fik fyret af - Men okay han accepterede det) Så vi begav os videre rundt i byen.

Bare det at gå rundt i bangkok er en kæmpe prøvelse. Bilerne kører så råddent her, høj hastighed, slaloom. Der findes bare overhovedet ingen regler her. Det eneste det drejer sig om er bare at komme så hurtigt som muligt frem, så er det ligemeget om man skal køre med en margin på 2cm til hver side af bilen, til en medkørende bil. De fleste steder i bangkok kører man i 2 spor, men de hindrer dog ikke thailænderne i at benytte nødsporet, som kørebane, den modkørende kørebane som farbar vej (Spærrelinjer betyder ikke så meget hernede, det er bare noget tilfældigt maling på vejen) Og det gør det ikk ligefrem bedere af at alle deres “tuk-tuk taxier” (Deres små 3 hjulede taxivogne) kører ind imellem, de i forvejen 2 sporede veje (Som så efter thaiernes overbevisning, er udvidet til 3 eller 4 spor)

Men vi når dog også kun at gå nogle få meter før den næste taxi er der igen, det siger vi dog så ja til (Vi skal bare hjem til hotellet, da vi begge endnu ikke har sovet i 30 timer)
Vi kommer så op at køre og får aftalt en pris, men undervejs gælder den pris ligepludselig ikke mere, og vi skal ligepludselig stoppe ved endnu en skrædder (Det er åbenbart normalt i Bangkok at man ikke kører direkte til destinationen - I hvert fald med turrister. Men istedet skal man stoppe alle mulige steder, for i sidste ende at røvrende folk. Den meste gængse er dog en skrædder, samt de lokale turrist informationer, som ellers skulle være ejet af staten. Taxi chaufførerne får cupponer til 5L gratis benzin, en bilvask eller procenter af en solgt vare hos eks. skrædderen - Hvis det lykkedes dem at få turristerne lokket med derhen) Men tilbage til skrædderen som chaufføren vil have vi skal stoppe ved, han vil ligepludselig kun gå med til den aftalte pris hvis vi stopper ved skrædderen. Så efter lang tids diskussion går vi dog med til det - Mest for at slippe for at diskutere mere med ham. Han vil kun have vi skal gå ind i forretningen, kigge - for derefter at gå ud igen… Meget underligt… Inden skrædderen får os rykket ned i den anden ende af bygningen og op af nogle trapper, så siger vi vi kun er ude efter sko til kenneth (Som burde være umuligt, så nu kunne vi gå hurtigt) Men Nej! “No Problem” Var svaret, han kunne lave alt for penge! Så den eneste mulighed var bare at gå, og være et svin! På vej ud slynger han så en pris, på 2000 baht for et jakkesæt. (Som ligger 7000 baht, eller 4x mindre - end hvad vi lige har gået med til hos den anden skrædder) Så nu føler vi os SCREEWED!!

Så kommer vi enelig hjem på hotellet, og lægger os op på værelset. Begge har vi en virkelig irriterende fornemmelse i maven over vores køb! Vi havde nemlig givet hånd på den aftalte pris, og garenteret ham at “Os kunne han i hvert fald stol 100% på” Men vi følte os bare så røvrendt. Så den eneste mulighed var at gå ned til den lokale telefonboks, hvor Rasmus ringede for at afbestille ordren. Efter lang tids diskussion, og forsikring om at hans kvalitet var den bedste (Hvor vi ca. 8x hørte sætningen “This is the finest quality”) Fik vi annuleret handlen med afsluttende ord fra ham “I knew it with you people”

Tilbage på hotellet - svedige og trætte (Efter et ophold på 15min i en telefonboks med en temp derinde på nok 40 grader) Følte vi os nu meget bedre tilpas.

Om aftenen valgte jeg at gå ned i baren på vores hotel, og trække kenneth med, efter han have snakket med helle. Nede i baren snakkede vi med bartendere omkring lovgivningen af åbningstiderne. Fordi kl her var ca. 23.00, og vi ville høre hvor lang tid der var åbent. Han fortalte at der var 2 måder at holde festen kørene på:

1. Efter thailandsk lovgivningen skulle man lukke ned kl 01.00 om natten, gældende for alt og alle. Så hvis der skulle holdes åbent var den eneste mulighd at slukke alt lys udenfor, lukke dørene, samt slukke musikken indenfor (Så politiet ikke kunne høre festen kørte videre)
2. Den anen mulighed, og mest udbredte i Thailand, er at bestikke politiet med penge under bordet. Han fortalte os at hvis et sted som hans skulle holdes åbent ville det koste 10.000 bath om måneden i bestikkelse. (Lønnen for en arbejdende Thailænder er ca.                      6000-9000          bath om måneden)

Vi valgte dog her mulighed nr 1

 Følg Rasmus på rejsen: http://karlsengroup.dk/